Zune-til-Zune deling begrænser ‘fair-use’

Microsofts nye kommer-snart medieafspiller ‘Zune’ kan noget smart. Noget endog rigtigt smart. Via en trådløs forbindelse kan man nemlig sende musik man har købt til en anden Zune-ejer. Efter 3 afspilninger/3 dage kan nummeret så ikke afspilles mere med mindre modtageren går ind på Zune-portalen og køber en licens til nummeret. På den måde bliver brugerne en del af marketingsapparatet, og funktionen har da også potentiale til at blive enddog rigtig populær hos ‘har-du-hørt-den-sidste-nye?’ teenager-segmentet.

Cesar Menendez er ansat i Microsoft’s Zune afdeling. Tidligere på ugen blev han (og dermed hans arbejdsgiver) svært upopulær på at han udtalte at den trådløse Zune-til-Zune fildeling lægger DRM på alle overførte filer - altså ikke bare dem man købt hos en af de mange online musikbutikker. Nu kan musik jo sagtens være både gratis og lovlig (i skrivende stund kan du f.eks. hente over 1700 numre lige her), så det var ikke noget der faldt i offentlighedens smag. Endvidere er det også i direkte strid med licensbetingelserne hvis musik udgivet under Creative Commons bliver pakket ind i DRM.

Et par dage senere var Cesar dog på banen igen med en rettelse hvor han gør det klart at Zune-til-Zune overførte filer ikke pakkes ind i DRM, men at de ‘3 afspilninger/3 dage’ regelen dog stadig gælder alt trådløst overført indhold.

Prøv at forestille dig nedenstående scenarie:

  • Jeg har en Zune
  • Du har en Zune
  • Du overfører et gratis Creative Commons licenseret nummer til mig.
  • 3 dage senere har jeg en fil på min Zune jeg ikke kan afspille.

Tilbage til tegnebordet, Microsoft. Det der holder ikke.

Comments are closed.