Archive for the 'DRM' Category

Thomsens 5 bud om musik-indkøb

Saturday, February 10th, 2007

Ovre på Harddisken nye blog går snakken lystigt efter at Steve Jobs forleden offentliggjorde sine tanker om en DRM-løs fremtid. I en kommentar på bloggen skriver Henrik Moltke at han er træt af at skulle bruge tid på at fjerne DRM’en fra den musik han køber i iTunes butikken.

Det fik mig til at opstille nogle simple regler for mit eget musikforbrug.

  1. Hvis du ikke kan lide DRM så lad være med at købe DRM’et musik.
  2. Hvis du ikke kan downloade musikken lovligt i et åbent format, så køb CD’en.
  3. Hvis du syntes CD’en er for dyr, så vent til den havner på butikernes tilbudshylder.
  4. Hvis CD-coveret stempler dig som lovbryder allerede inden du har langet penge over disken (kig efter ‘Copy-Control’ logoet) så lad være med at købe CD’en.
  5. Hvis punkt 1-4 betyder at du ikke kan lytte til kunstneren, så lad være.

Kommer EMI ind i kampen igen?

Saturday, January 27th, 2007

Den hollandske brancheforening for musik- og film-producere/importører, NVPI, bekendtgjorde tidligere på måneden at EMI vil droppe kopibeskyttelsen fra deres fremtidige udgivelser. Det vides dog endnu ikke om EMI’s holdningsskift er begrænset til det hollandske marked, eller om vi andre også kommer til at nyde godt af det.

I efteråret 2002 stod jeg i en pladebutik i Århus, og skulle lige til at købe Paradise Lost’s nye album “Symbol of Life” - men så var det jeg opdagede “Copy Controlled” klistermærket på omslaget, lagde CD’en tilbage på hylden og fortalte butiksindehaveren hvorfor hverken han eller EMI kom til at tjene noget på mig den dag. “Det skal du nok til at vænne dig til”, var svaret, “Alle EMI udgivelser bliver nemlig kopibeskyttede fra nu af.”

Siden den dag har jeg styret i en stor bue uden om EMI’s udgivelser.

Men jeg begynder gerne at kaste penge efter dem igen. Så længe jeg selv kan vælge hvordan jeg vil lytte til musikken.

AACS krypteringen er brudt

Thursday, January 4th, 2007

Først prøvede man at forhindre DVD købere i at gøre hvad de ville med indholdet af de blanke skiver. Det varede dog ikke længe - for i 1999 brød en norsk teenager krypteringen så han kunne afspille sine lovligt indkøbte film under Linux.

Da de nye HD-DVD og Blu-ray formater blev udarbejdet blev der opfundet et nyt og ‘ubrydeligt’ AACS krypterings-system. Det forblev dog ikke ubrydeligt særligt længe.

Check selv demonstrations-videoen på YouTube.

Er DRM (endeligt) på vej ud?

Saturday, December 16th, 2006

Computerworld siger at DRM dræber musiksalget.

Bill Gates siger at kopibeskyttelse på digitale downloads volder lovlydige forbrugere for meget besvær, og at det er nemmere at købe en CD og overføre musikken til sin computer/musikafspiller.

Nicholas Carr forudser at det ikke vil resultere i uhæmmet ulovlig kopiering at droppe DRM - der kopieres nemlig allerede uhæmmet på trods af DRM.

Og eMusic.com? Ja, de har lige rundet 100 millioner solgte numre - alle i det platformsuafhængige format MP3, og alle uden DRM.

Helge Sander: Det skal være let at bruge de digitale teknologier

Thursday, December 7th, 2006

I en pressemeddelse fra IT- og Telestyrelsen gives der nu grønt lys for brug af FM-sendere med lav sendeeffekt her i landet. Det betyder at man nu trygt kan importere f.eks. Belkins TuneCast II og bruge den til at lytte til sin bærbare musikafspiller via bilradioen.

Nu har jeg hverken en bil, en radiomodtager, eller planer om at anskaffe nogle af delene. Til gengæld kan jeg så glæde mig over at pressemeddelelsen citerer videnskabsminister Helge Sander for følgende sympatiske bemærkning:

“Det skal være let at bruge de digitale teknologier. Borgerne har i den grad taget den bærbare musik til sig. Den udvikling understøtter vi nu ved at fjerne en hindring på vejen”

Kære Helge Sander. Er der nogen udsigt til at der kan fjernes endnu et par vejbump nu i er i gang alligevel? DRM på de digitale musikdownloads og kopibeskyttelse på CD’ere er nemlig en endnu større hindring for udbredelsen af den bærbare musik.

DoubleTwist Redux

Thursday, October 26th, 2006

Ca. 3 uger efter nyheden om DVD Jon og Doubletwists nye tiltag kom frem har mainstream medier fra Gaffa, over Politiken til BBC og CNN nu kastet sig over historien. Men hvorfor først nu?

Er det fordi de har brugt de sidste 3 uger på at gruble over historien, og lave tilbundsgående journalistik? Eller er det fordi vi lever i en verden hvor medierne ikke kan tage en historie op før den kan copy/paste’s fra Reuters eller Associated Press ?

F**k the RIAA

Tuesday, October 17th, 2006

Den 14. oktober havde DR’s aldeles udmærkede teknologi-magasin Harddisken et ca. 20 minutters langt indslag om den musikalske genre ‘Nerdcore Hip-Hop’, der som navnet antyder blander hip-hoppens beats og vi-er-bedre-end-de-andre tekst-univers med rap om f.eks. Star Wars, processor-hastigheder og operativsystemer. Som gammel hip-hop fan med en passion for lige så gammelt computerudstyr har jeg været fan af genren siden jeg opdagede den for ca. halvandet års tid siden. Og derfor var min glæde ekstra stor da Harddisken kastede sig over emnet i lørdags.

De nerdcore numre jeg har hørt har mest handlet om at være bedre til at programmere end de andre, men genren byder også på andet end letbenede pralhalse. F.eks. har gruppen Futuristic Sex Robotz markeret sig med nummeret “Fuck the MPAA (Fuck the RIAA)” hvor Recording Industry Association of America og deres tåbelige trang til at inficere CD’ere og digitale downloads med Digital Rights Management får følgende kommentar med på vejen:

“Stop putting DRM / on audio CDs / That don’t make it any harder / to steal your MP3s”

Nu skal teksten ikke tolkes som en opfordring til at stjæle musik, men at DRM ihvertfald ikke gør noget for at bremse den ulovlige kopiering. Download Harddisken lige her, spol 49 minutter frem, lyt, og hvis musikken er noget for dig, så kig så forbi indslagets side på DR.dk for links til de kunstnere der bliver nævnt i indslaget. Med meget få undtagelser kan musikken nemlig downloades kvit og frit - og aldeles lovligt.

De er skøre, de Canadiere

Thursday, October 12th, 2006

I Canada har musik udgiverne bedt Copyright Board of Canada om at tage stilling til et udkast til en række betingelser for online salg af musik i landet. Blandt andet hedder det sig at:

“an online music service shall use all technical and other means available to it to ensure that reproductions made by a user are exclusively for that user’s private use.”

Oversat: man vil gøre det obligatorisk at kopisikre musik-downloads.

Dvs. at tjenester som Magnatune og eMusic (som leverer musikken i godt gammeldags MP3 format) ikke vil kunne komme ind på det Canadiske marked, med mindre de indfører DRM - og dermed tager større hensyn til indholds-leverandørerne end til de forbrugere der bliver stavnsbundet til bestemte operativ systemer eller musik-afspillere.

Man kan kun håbe på at forslaget ikke bliver vedtaget.

DVDJon, DoubleTwist, og hvad sker der for IDG ?

Wednesday, October 4th, 2006

Under overskriften “DVD-Jon på vej med iPod-knækker” skriver Computerworld.dk i dag om hvordan Double Twist (hvor Jon Lech Johansen er ansat) er på vej med “et stykke software, som får en iPod til at kunne spille DRM-beskyttet musik, der er købt andre steder end i Apples musik-butik, iTunes.”

Og det ville da være en dejlig nyhed. Hvis den var sand. Men jeg undrer mig nu, for Computerworld’s kilde er nemlig søsterorganisationen Macworld.se (begge medier er en del af IDG koncernen), som igen har baseret sin artikel på et indlæg på GigaOM.com.

GigaOM’s historie læste jeg i går, og den fortæller at DoubleTwist har reverse-engineeret Apples “Fairplay DRM”, og vil licensere denne teknologi til andre online musiktjenester. Der er altså ikke tale om at DoubleTwist vil bryde de andre tjenesters DRM, men at andre tjenester vil få muligheden for at tilbyde musik der kan afspilles på Apples iPod.

Og det er den historie Macworld/Computerworld burde have skrevet.

Nu foretrækker Apple (af indlysende grunde) at folk fylder deres iPods op med musik fra iTunes Music Store, så man kan næppe forvente at drengene i Cupertino vil ignorere DoubleTwist - på trods af muligheden for at iPod salget vil stige endnu mere. Og Apple har prøvet det før. Tilbage i 2004 lancerede Real Networks en tilsvarende teknologi der gjorde det muligt at afspille musik købt i Real’s musikbutik på Apples iPod. Dengang blev Real frosset ude med efterfølgende iPod firmware opdateringer, og lur mig om ikke Apple vil gøre noget lignende igen.

Hvem ka’? Bilka!

Wednesday, October 4th, 2006

Jeg har tidligere agiteret for at prisen på musikdownloads i højere grad bør afspejle forskellen i lydkvalitet mellem et musikdownload, og den lyd der ligger på en CD. De fleste online tjenester tager i dag et sted mellem 8 og 10 kr per nummer, og til den pris forventer undertegnede altså mere end iTunes’ 128 kbps AAC eller andres 128-192 kbps WMA encoding.

Bilka kører i disse dage noget af en prisbasker kampagne idet musikken i deres online butik kan erhverves for den nette sum af 2.95 kr pr nummer, eller 29.95 for et helt album. Til den pris har jeg væsentligt lettere ved at tolerere den ringere lydkvalitet (og DRM’en, og at man skal bruge Windows for at afspille/brænde) - for til lige under 3 kroner pr nummer vil man kunne bruge de musikdownloads til at finde ud af om der er tale om et album der er værd at eje på CD i fuld kvalitet.

Det er naturligvis et marketings-stunt som skal gøre kunderne så glade for Bilkas Musikbutik at de forhåbentligt bliver hængende når prisen kommer tilbage på det normale niveau mandag den 9. oktober.

Tilbage står så spørgsmålet om lavere priser giver et større salg. Og det må man sige det har gjort - Bilkas online musiksalg er, ifølge Comon.dk, ti-doblet i kampagne perioden.