[ indsæt smart navn her ]

Tak for din konstruktive kritik af et af mine tidligere indlæg her på sitet. Det glæder mig at min lille net-baserede sæbekasse kan tiltrække tilhørere som dig.

Hvis jeg stadig har din opmærksomhed vil jeg gerne knytte et par kommentarer til en af de ting du skriver - nemlig at jeg “næppe er den helt store fan af pladebranchen”. Det er jeg så ikke helt enig med dig i, hvilket min bugnende CD samling da forhåbentlig også peger i retning af. Men når det så er sagt, så har jeg også været en større fan end jeg er lige nu.

Mit problem med store dele af branchen, er at DRM’ens indtog er meget mere end en teknisk foranstaltning til forhindring af ulovlig kopiering af CD’ere. Introduktionen af DRM signalerer nemlig også et holdningsskift til forbrugerne. Som lignelsen om Grisen og Kassen på smukkeste vis illustrerer, har man ikke længere tillid til sine kunder.

Som forbruger vælger jeg derfor at lade min holdning til DRM’et musik komme til udtryk ved en boycott af disse varer, hvad enten vi taler i form af lovlige downloads eller fysiske CD’ere. Især sidstnævnte har givetvis kostet mig mange gode lytteoplevelser - for finder jeg en CD mærket med “CopyControl” logoet, ryger den tilbage på hylden. Uanset hvor meget jeg holder af kunstneren.

Heldigvis er der masser af kunstnere, pladeselskaber, distributører og online tjenester som forstår at tillidsforholdet til forbrugeren er en mulighed, og ikke en trussel. Det er i den sammenhæng tankevækkende at at verdens næststørste onlinetjeneste - eMusic.com - har vokset sig til stor og stærk på trods af at man leverer musikken i godt gammeldags ubeskyttet MP3 format.

På den anden side - hvis historien har lært os noget er det at under meteorstormens rasen vil det være de forandrings-parate organismer der overlever, mens de dinosaurer der ufortrødent trasker videre i samme retning vil dø ud i det lange løb.

Microsofts nye kommer-snart medieafspiller ‘Zune’ kan noget smart. Noget endog rigtigt smart. Via en trådløs forbindelse kan man nemlig sende musik man har købt til en anden Zune-ejer. Efter 3 afspilninger/3 dage kan nummeret så ikke afspilles mere med mindre modtageren går ind på Zune-portalen og køber en licens til nummeret. På den måde bliver brugerne en del af marketingsapparatet, og funktionen har da også potentiale til at blive enddog rigtig populær hos ‘har-du-hørt-den-sidste-nye?’ teenager-segmentet.

Cesar Menendez er ansat i Microsoft’s Zune afdeling. Tidligere på ugen blev han (og dermed hans arbejdsgiver) svært upopulær på at han udtalte at den trådløse Zune-til-Zune fildeling lægger DRM på alle overførte filer - altså ikke bare dem man købt hos en af de mange online musikbutikker. Nu kan musik jo sagtens være både gratis og lovlig (i skrivende stund kan du f.eks. hente over 1700 numre lige her), så det var ikke noget der faldt i offentlighedens smag. Endvidere er det også i direkte strid med licensbetingelserne hvis musik udgivet under Creative Commons bliver pakket ind i DRM.

Et par dage senere var Cesar dog på banen igen med en rettelse hvor han gør det klart at Zune-til-Zune overførte filer ikke pakkes ind i DRM, men at de ‘3 afspilninger/3 dage’ regelen dog stadig gælder alt trådløst overført indhold.

Prøv at forestille dig nedenstående scenarie:

• Jeg har en Zune
• Du har en Zune
• Du overfører et gratis Creative Commons licenseret nummer til mig.
• 3 dage senere har jeg en fil på min Zune jeg ikke kan afspille.

Tilbage til tegnebordet, Microsoft. Det der holder ikke.

I Microsofts specifikationer for den nye Zune medie-afspiller kan man bl.a. læse at …

“Zune software can import audio files in unprotected WMA, MP3, AAC; photos in JPEG; and videos in WMV, MPEG-4, H.264.”

Microsofts eget Plays For Sure format ikke er nævnt på listen over understøttede formater. Er det mon en forglemmelse, eller kommer man ikke til at kunne afspille sin lovligt indkøbt musik (eks. fra Napster, Box, TDC Music, Prefueled, Payload, osv.) på den nye afspiller? Hvad enten det er det ene eller det andet der tilfældet, sætter det endnu en gang fokus på at DRM gør mere for at begrænse brugen af lovligt indkøbt musik end for at standse piratkopiering.

Desværre har pladebranchen stadig til gode at forstå at de ikke kan blive ved med at få kunderne til at købe den samme musik om og om igen.

Tænk hvis du skulle udskifte hele din CD samling hver gang du køber et nyt stereoanlæg?

… Nej vel?

Tirsdag aften lancerede Apple den nye udgave af deres podcast-klient/musik-bibliotek/online-butik: iTunes 7.

En af de nye lækre features er CoverFlow funktionen der giver en mulighed for at bladre i musikken i ens iTunes bibliotek ganske som når man bladrer en stak CD’ere igennem, hvadenten det er derhjemme, hos vennerne, eller i den lokale pladebutik.

Men hvad så hvis man ikke har købt sin musik i iTunes butikken men bare rippet sin CD samling? Så har man jo ikke alle de dejlige pladecovers i sit iTunes bibliotek. Ikke noget problem - for med en gratis brugerprofil på iTMS scanner iTunes programmet hele ens lokale musikbibiotek igennem og henter cover-grafik til hele samlingen.

Smart? Også i dén grad.

Var jeg split sekunder fra at opgradere til iTunes 7? Også i dén grad.

Men så var det jeg kom i tanke om noget: Når jeg har logget på iTMS har det enten været med iTunes 4.9 eller SharpMusique. SharpMusique (som jeg tidligere har omtalt her) er en alternativ front-end til Apples musikbutik som udmærker sig på to væsentlige punkter:

• SharpMusique virker også på Linux.
• SharpMusique ‘glemmer’ at lægge DRM på den musik man køber i iTMS.

Programmet fungerer fordi det lykkedes nordmanden Jon Lech Johansen at reverse-engineere den kommunikations-protokol som iTunes version 4 og 5 brugte til at ’snakke’ med iTMS. Med Version 6 af iTunes programmet blev den praksis dog umuliggjort - for har man én gang været logget på butikken med en iTunes 6.0 låser butikken ens profil fast til disse nyere udgaver af programmet. Og fordi SharpMusique som sagt bruger version 4 og 5 af kommunikationsprotokollen kommer man ikke ind i butikken den vej mere.

Og dermed er det altså slut med at købe DRM-fri musik.

Så tænk dig om en ekstra gang, hvis du aldrig har logget på iTMS med iTunes V6.0 eller nyere. Har du på den anden side det, er der derimod intet at tabe.

Opdatering: Nogle gange er løsningen så simpel så man ikke selv kan komme på den. Min gamle kollega Jesper Christensen spurgte mig hvorfor jeg ikke bare opretter endnu en konto, som så kun bruges til overførsel af album covers. I min naivitet havde jeg overbevist mig selv om at man ikke kunne have mere end én iTMS konto tilknyttet sit kreditkort. Der tog jeg fejl.

Af en eller anden grund fik jeg aldrig omtalt FairUse4WM da programmet kom på banen sidst i August. Og det må jeg hellere se at få rettet op på, for nu har sagen taget endnu en interessant drejning.

FairUse4WM er et fikst lille Windows-program der fjerner kopi-beskyttelsen fra WMDRM10 og WMDRM11 filer. Og det er jo ganske fikst, for så kan man f.eks. købe musik hos TDC, Payload, Prefueled, Napster og hvad de ellers hedder og konvertere det til MP3 format så man kan tage musikken med på sin iPod.

Normalt udsender Microsoft de nyeste Windows-sikkerhedsopdateringer den anden tirsdag i hver måned, men denne gang var der større ting end windows-brugernes sikkerhed på spil - nemlig pladeselskabernes penge. Så et par dage efter udkom der en opdatering som lukker hullet.

Dvs. opdateringen lukkede hullet…

For så startede katten-efter-musen legen for alvor. Nu er der en ny version af FairUse4WM på banen, og ikke alene giver den friheden til selv at at bestemme over den musik man har købt og betalt tilbage til forbrugerne - FairUse4WM V1.2, som den nye udgave hedder, kan nemlig også fjerne kopibeskyttelsen fra WMDRM 9-beskyttede filer. Og sådan nogle bruges stadig i vidt omfang - ikke kun af online butikker men også af udlånstjenester som f.eks. Bibliotekernes Netmusik.

I aftes smed jeg Done the Impossible i DVD-sfspilleren. Det er en (aldeles glimrende) fan-produceret dokumentarfilm om den bedste TV serie nogensinde: Firefly, dens alt for tidlige afslutning, og genfødslen som biograffilmen Serenity, ikke mindst takket være de horder af fans der har gjort deres for at overbevise Fox og Univeral Entertainment om at det var en fejl at skrinlægge serien.

Ca. halvanden time senere opdager jeg den her detalje i rulleteksterne:

Ingen regionskodning, og ingen hæmmende kopibeskyttelse.

Stående bifald til alle der omfavner fremtiden herfra.

I sidste uge henledte The Digital Music Weblog min opmærksomhed på David Berlind fra ZDNets glimrende opsummering af hvorfor
DRM er noget C.R.A.P.. Berlind mener at “Content Restriction Anulment and Protection” er en mere præcis beskrivelse af det resten af verden kalder “DRM”, og i løbet af de 3 minutter videoen varer får vi en overordnet forklaring på hvad DRM går ud på, og hvad der er i vejen med det.

Se videoen, tænk, gense, download (WMV eller M4V format), og giv til en du holder af - så de også kan lære hvad der er galt med DRM.

Og hvis du (eller dem du spreder ordet til) syntes om videoen, så er der også en efterfølger: CRAP that won’t go away, hvor Berlind fortæller om et alternativ til de propreitære DRM systemer (Sun Microsystems Project DReaM) og hvorfor Steve Jobs sikkert ikke syntes det er en god ide.

Forleden bloggede Karin Høgh om at hun glæder sig til Microsofts nye “Zune” afspiller kommer på markedet og tilføjede:

“og så håber jeg ikke, at der er alle de rettighedsproblemer, som man hører om med iPod´en”

Nu har jeg selv en iPod, så jeg sprugte så om hun kunne lokkes til at uddybe hvilke rettighedsproblemer der var tale om, hvortil Karin svarede:

jeg hentyder til det problem, at musikken fra iTunes ikke kan overføres til andre mp3-spilleren end Apples egne, så det er ikke rettighedsproblemer med iPod´en, men derimod med iTunes.

Men er der ikke også noget med, at man ikke kan føre musikken tilbage fra Ipod´en til sin computer? Det er vel også noget med rettigheder?

De mp3 filer du selv lægger ind i iTunes kan sagtens overføres til andre afspillere end iPodden. Du kan bare ikke bruge iTunes til at synkronisere musikken over automatisk, ligesom du heller ikke kan synkronisere musikken fra Media Player over på f.eks. en iPod. Hvis vi derimod snakker musik købt på iTunes Music Store er det rigtigt at filerne ikke kan lyttes på andre afspillere - men det problem har du jo også med at afspille musik købt hos f.eks Prefueled på en iPod. Men i en verden domineret af Microsoft-teknologi er det ikke noget folk brokker sig over.

Det er også rigtigt man ikke kan bruge iTunes til føre musik fra en iPod over på en anden computer. Men det problem er ikke større end at man kan bruge 3. parts programmer som f.eks. Senuti eller Ephpod til at kopiere indholdet af vennernes iPods over på sin egen computer.

Det er let at være bange for at omfavne ‘de fremmede’ på den anden side af hegnet - men i realiteten er det ikke dem, men derimod den betonmur ved navn “DRM” der skiller os ad der er fjenden. Og det opdager folk først den dag muren falder.

Hvordan kan det nu lade sig gøre når man ellers hører at musik fra iTunes Music Store stavnsbinder en til iTunes og iPods?

Svaret hedder SharpMusique, og beskriver sig selv som “The fair interface to the iTunes Music Store”.

Og det er faktisk en meget rammende beskrivelse. For forfatteren Jon Lech Johansen (bedre kendt som DVD Jon) fandt ud af at DRM’en faktisk ikke ligger på den fil du downloader fra iTMS, men at det derimod er iTunes programmet på din egen computer som sovser filen til i DRM inden du selv får lov at komme i nærheden af den. Og så gik han ellers igang med at reverse-engineer’e den måde iTunes programmet snakker med iTunes butikken. Og da han var færdig med det lavede han så en letvægts-frontend til iTMS.

Programmet virker nøjagtigt som iTunes. Man bladrer, søger, lytter klip, og køber. Jon ‘glemte’ dog at implementere Apples FairPlay DRM. Hvilket havde den ‘uheldige’ konsekvens at den musik man køber i butikken pludselig kan lyttes på alt AAC-kapabelt udstyr, fra Linux PC’ere til Sony Ericsson telefoner.

Processen bryder dog med adskillige af paragrafferne i iTMS’ betingelser, men hvad betyder lidt civil ulydighed mellem venner, når teknologien bruges til at opnå de samme muligheder som man har ved et almindeligt CD køb, og ikke til at kopiere musikken til andre?

Forskellen på undertegnede og f.eks. en fyr som Chris Pirillo som køber DRM’et musik først, og lærer lektien bagefter må være at hvis han kan lide et nummer så køber han det, DRM eller ej - hvorimod jeg afskyr DRM og alt dets væsen så meget så jeg aldrig kunne finde på at lange penge over disken i første omgang.

Når folk spørger mig hvorfor jeg ikke køber musik online giver jeg dem 2 grunde:

• Pris kontra kvalitet: 8 kr. per nummer i 128 kbps AAC hos iTunes er simpelt hen for meget. Prisen bør afspejle kvaiteten.
• DRM: Kopibeskyttelse er djævelens værk. Punktum færdig.

Problemet er nok bare at jeg sikkert ikke kan høre forskel på de CD’er jeg har rippet til min iPod og de 128 kbps AAC filer iTunes vil sælge mig. Og nu jeg som sagt har en iPod kunne jeg derfor nyde godt af at hele iTunes Music Store -> iTunes -> iPod/CD DRM-showet foregår fuldstændigt transparent. Men nu ved jeg det jeg ved - nemlig at der er en væsentlig forskel i lydkvaliteten, og at jeg ikke ejer den kopi af musikken som ligger på min computer men derimod kun har lejet den af butikken. Og derfor nægter jeg principielt at give efter for min trang til let, øjeblikkelig, og lovlig adgang til musikken.

“I know what you’re thinking, ’cause right now I’m thinking the same thing. Actually, I’ve been thinking it ever since I got here: Why oh why didn’t I take the BLUE pill?”
- Cypher, The Matrix