[ indsæt smart navn her ]

Først solgte Metallica ikke-kopibeskyttede MP3 filer, og nu er det Jessica Simpsons tur. Godt nok er det kun et enkelt nummer, godt nok koster det $1.99. Til gengæld synger Jessica så “A Public Affair” for lige nøjagtig dig og vigtigst af alt … du får nummeret som en god gammeldags MP3 fil.

Nu er jeg ikke så meget til de nymodens pop-sild (og mit fornavn står ikke på listen :)), så jeg tror jeg springer over. Men det varmer om hjertet at det spirerende oprør mod DRM ikke længere er forbeholdt bevidste forbrugere.

Og det stopper ikke her. Yahoo! Music’s Dave Goldberg syntes at DRM generelt er en skidt idé og hans kollega Ian Rogers deler entusiasmen:

Our position is simple: DRM doesn’t add any value for the artist, label (who are selling DRM-free music every day - the Compact Disc), or consumer, the only people it adds value to are the technology companies who are interested in locking consumers to a particular technology platform.

We’ve also been saying that DRM has a cost. It’s very expensive for companies like Yahoo! to implement. We’d much rather have our engineers building better personalization, recommendations, playlisting applications, community apps, etc, instead of complex provisioning systems which at the end of the day allow you to burn a CD and take the DRM back off, anyway! And on the consumer end there is certainly some discount built into that $0.99 download for the fact that you can burn a limited number of times, can’t play it on your Squeezebox, can’t DJ it with your DJ software, and can’t make a movie out of it with iMovie? I certainly hope so. Un-DRM’d content is implicitly more valuable to a consumer.

Fine ord, omend der er et lille hul i argumentationen; CD’ere er ikke nødvendigvis DRM-fri. Vi nævner i flæng Coldplays “X&Y”.

En ny børnebog “The Pig and the Box” bringer kopibeskyttelse ned i børnehøjde, med historien om Gris der en dag finder en magisk kasse der kan kopiere alt fra gulerødder til kokosnødder. På trods af at de andre dyr betaler for at bruge kassen, tvinger Gris dem til at tage deres kopierede frugt og grøntsager med hjem i særlige magiske spande, som f.eks. betyder at de kun kan bruge grøntsagerne i bestemte rum, eller ikke må lade andre dyr smage de frugttærter de bager. Drag selv paralleller til den virkelige verden.

Bogen er frigivet under Creative Commons licens, og en PDF udgave kan kvit og frit som hentes her, der er sågar også en dansk oversættelse.

Det er ikke første gang dyreriget er er blevet brugt til at illustrere den slags absurditeter; Læs f.eks Joachim Oschlags lignelse om AntiHundeGruppen.

I P1’s udmærkede program “Harddisken” d. 1. juli 2006 var der bl.a. et indslag om kopibeskyttelse i computerspil, med fokus på den udskældte kopibeskyttelses-teknologi “StarForce“. Her kunne man høre den PR ansvarlige hos firmaet Protection Technology (der står bag StarForce) udtale:

“Brugerne er nødt til at forstå at når de vender sig imod kopibeskyttelse generelt, så hjælper de internationale piratgrupper. De hjælper ikke udviklerne og udgiverne for hvis udviklerne ikke får indtægter, så har de ingen penge til at lave nye og bedre titler, og så har vi ikke noget at spille i fremtiden.”

Godt nok blev der snakket om kopibeskyttelse på spil, men ovenstående passer fint på musikbranchens stigende brug af kopibeskyttelse af musik, både den man downloader lovligt og den man køber på CD. Og jeg er enig et godt stykke af vejen; naturligvis skal spil-udviklere/kunstnere og spil-udgivere/pladeselskaber have betaling for deres arbejde.

Men når man begynder at klynke over at forbrugerne evt. kunne finde på at give udtryk for deres utilfredshed ved ikke at købe varen, så knækker filmen for undertegnede. For hvor det i 80erne var helt i orden at signalere utilfredshed med apartheid-styret ved at boycotte Sydafrikanske varer til tonerne af Little Steven og Artists United Against Apartheid’s “Sun City”, er det at være politisk bevidst forbruger åbenbart ikke længere på mode. Såvidt jeg er informeret står det mig frit for at at vælge om jeg vil købe et computerspil eller et album - sålænge jeg naturligvis ikke vælger at ty til piratkopier istedet for at tage dankortet op af lommen.

Det er desværre en udbredt misforståelse at hvis man er principielt er imod kopibeskyttelse, så er det fordi man er imod tanken om ikke at kunne kaste omkring sig med ulovlige kopier.

Men nu kan man ikke skære alle kopibeskyttelses-modstandere over én kam. Mange af os er lovlydige forbrugere, der er opvokset med at kunne frit at kunne overspille musik fra LP plader til bånd så vi kan lytte til musikken på farten, uden at skulle købe én kopi til stereo-anlægget, og én kopi til musikafspilleren. Og det er bl.a. musikkens fri bevægelighed vi vil beholde, selv efter at have fået nye medier som CD, DVD og MP3 afspillere. Og derfor køber vi ikke kopibeskyttede værker, men giver istedet vores penge til de pladeselskaber der forstår at kopibeskyttelse ikke standser den ulovlige kopiering, og derfor afstår fra at bruge teknologien på deres udgivelser.

Jeg tager principielt afstand fra alle former for kopibeskyttelse. Derfor er jeg i branchens øjne med til at støtte piraterne. At jeg ikke har et eneste stykke piratkopieret musik på min iPod er i den henseende ligegyldigt.

For som en kendt herre engang sagde: “If you’re not with us you’re with the terrorists.”

Først var det Sony/BMG der brugte piratkopier til at promovere en af deres egne kunstnere, og nu er det så blevet Virgin Music France’ tur til at blive taget med fingrene i kagedåsen.

Da Madonnas “Hung Up” single udkom i Frankrig havde France Telecom og Orange eneretten på online distribution af nummeret i en uge. Det syntes Virgin åbenbart ikke om - for de downloadede nemlig nummeret, brød kopibeskyttelsen, og solgte singlen i deres egen online butik.

Det kommer nu til at koste Virgin tre dummebøder på i alt 600.000 Euro, fordelt på 250.000 til France Telecom, 250.000 til Orange, og 100.000 til Warner Music. Og hvad kan man så lære af det … ?

… DRM og kopibeskyttelse nytter ikke noget. Hvis folk vil kopiere noget gør de det.

Til sit forsvar siger Virgin at de gjorde det for kundernes skyld. Men det mente dommeren altså ikke var helt godt nok. Men historien slutter ikke her for HMV har tidligere kritiseret en lignende ekslusiv-aftaler med Starbucks i USA. Ifølge HMV begrænser eksklusiv-aftaler nemlig kundernes adgang til musikken. Og det har de ganske ret i.

Men det kan så undre undertegnede at man ikke så stadig syntes at det er helt okay med musikbutikker der låser forbrugerne fast til enten Microsofts Windows operativsystem eller Apples afspillere. Eller at en talsmand for IFPI Finland kan udbassunere at “CD afspilning på Linux og Apple computere er et privilegie - ikke en rettighed” og følge op med at “folk skal købe en CD afspiller hvis vil lytte til DRM beskyttede CDere.”

Efter at have publiseret mine kommentarer til Politikens artikel om de skandinaviske forbrugerombudsmænds holdning til Apples DRM fik jeg her til morgen en e-mail fra en af artiklens to forfattere. Der antydes at dele af mit oprindelige indllæg har karakter af en konspirations-teori, men bortset fra det fremlægges der nogle ganske saglige argumenter.

Bl.a. at Microsofts “WMDRM” teknologi (som jeg i mellemtiden har fundet ud af er det officielle navn for det jeg refererede til som “WMA DRM”) kan licenseres af 3. part, hvorimod Apples holder sin “FairPlay” DRM tæt ind til kroppen, og afskærer andre musikafspillere fra at kunne afspille musik fra iTunes Music Store. Den større valgfrihed mellem MP3 afspillere med WMDRM-understøttelse skulle derfor være grunden til at forbrugerombudsmændendes nu har sat fokus på Apples DRM.

Og ja, begge dele er ganske rigtige; Apple vil ikke dele FairPlay med nogen, og WMDRM binder ikke brugerne til en enkelt type afspiller. Faktisk er i skrivende stund 123 forskellige modeller fra 21 producenter listet på Microsofts PlaysForSure site. Men 123 forskellige afspillere er bare ikke godt nok, når der slet ikke burde være nogen begrænsning på hvor man kan lytte til sin musik. Uanset hvor man har købt den.

Desværre virker det som om branchen, med piratkopiering som undskyldning, har indført DRM som første skridt på vejen til en verden hvor vi ikke længere har fri råderet over den musik vi køber, men istedet må se vores muligheder for fair brug skiftet ud med en lejekontrakt der udløber den dag vi skifter afspiller eller operativsystem.

Og det er synd og skam. DRM løser nemlig ikke problemet med piratkopiering - for alt kan kopieres, og bliver det. Faktisk kan man vove den påstand at den ulovlige kopiering kan være taget til fordi nogle forbrugere ikke finder sig i de DRM metoder der vinder større og større indpas på de almindelige CDs. Så jo før musikbranchen indser at de ikke kan vinde kampen ved at chikanere de lovlydige brugere med tekniske vejbump, jo bedre.

Vil man piratkopiering til livs er det ikke teknik der skal til - men et holdningsskift hos forbrugerne.

I dag kan man læse på Politiken.dk at kunder i iTunes Music Store er væsentligt ringere stillet end brugere af andre online musikbutikker. Grunden skulle være at den musik der kan købes på iTunes butikken stavnsbinder brugerne til iPod’en, da det er den eneste musikafspiller der understøtter Apples “FairPlay” DRM.

Og det er jeg 100% enig i, for DRM er noget skidt - hvad enten det kommer fra Apple, Microsoft, eller andre af de online butikker der vælger at fratage os brugere vores rimelige ret til at lytte til vores lovligt indkøbte musik hvor vi vil.

Netop derfor finder jeg det også underligt at man har valgt at fokusere udelukkende på Apples stavnsbinding til iPod’en, når nu f.eks. Payload, TDC Musik, og adskillige andre butikker tvinger sine kunder til at benytte Microsoft Windows og en WMA DRM kompatibel afspiller.

Retfærdigvis kommer artiklen på Politiken.dk også ind på dette - omend forfatterne nedtoner problemet lidt rigeligt. Hvis jeg skal have lov til at lytte til musik købt på iTMS på en vilkårlig type musikafspiller, hvorfor i alverden skal det samme så ikke gælde for andre butikker?

Graver man lidt dybere kommer Politikens manglende fokus på WMA DRM dog ikke som den store overraskelse. Rundt omkring på politiken.dk finder man nemlig et banner for musikbutikken box.dk - som ejes og drives af JP/Politikens Hus A/S.

Og her kan man læse følgende:

Du skal bruge Internet Explorer 5.0 eller nyere .
Musikken kan kun spilles i Windows Media Player, version 9.0 eller nyere.
Du skal have et af følgende styresystemer: Windows 98, 2000 eller XP.

Anklage-myndigheden har ikke mere at sige, høje dommer…