[ indsæt smart navn her ]

På BoingBoing kunne man i den forgangne uge læse at folk der køber Bob Dylans ‘Modern Times’ i iTunes Music Store bliver snydt for fire numre i forhold til CDens indhold. Historien viste sig dog at være en and, foranlediget af at Amazon.com havde taget de 4 videoer på Deluxe udgavens bonus-DVD med på cd-tracklisten. Jeg var også lige ved at skulle brokke mig, for på min iPod er der nemlig også kun 10 numre på ‘Modern Times’ skiven, og jeg har ikke købt den i iTunes butikken.

Men historien fik mig til at tænke på noget andet; for jeg forstår ikke at netop Bob Dylan kan acceptere at hans musik sælges i et ‘lossy’ format som AAC (eller WMA/MP3 hvis man handler andre steder end iTMS). Når man tager i betragtning at den gode Hr. Dylan tidligere har givet udtryk for at studielyden på ‘Modern Times’ var ti gange bedre end den færdigproducerede CD er det jo ikke svært at forestille sig hans holdning til lyd der er komprimeret yderligere ned.

I modsætning til andre musikere har Dylan nemlig ikke noget problem at gratister henter musikken uden at betale for den - for som han siger det: “Well, why not? It ain’t worth nothing anyway.”

You don’t want to mess with the RIAA
They’ll sue you if you burn that CD-R
It doesn’t matter if you’re a grandma, or a seven year old girl
They’ll treat you like the hardbitten criminal scum you are

Sådan synger “Weird Al” Yankovic, med tungen solidt plantet i kinden, på “Don’t download this song”. Men i dette tilfælde skal man ikke være bange for RIAA, IFPI og alle de andre - for på trods af titlen kan sangen nemlig downloades kvit og frit fra www.dontdownloadthissong.com, og er dermed endnu et eksempel på at gratis ikke-DRM’et musik sagtens kan være både godt og lovligt på samme tid.

Hvordan kan det nu lade sig gøre når man ellers hører at musik fra iTunes Music Store stavnsbinder en til iTunes og iPods?

Svaret hedder SharpMusique, og beskriver sig selv som “The fair interface to the iTunes Music Store”.

Og det er faktisk en meget rammende beskrivelse. For forfatteren Jon Lech Johansen (bedre kendt som DVD Jon) fandt ud af at DRM’en faktisk ikke ligger på den fil du downloader fra iTMS, men at det derimod er iTunes programmet på din egen computer som sovser filen til i DRM inden du selv får lov at komme i nærheden af den. Og så gik han ellers igang med at reverse-engineer’e den måde iTunes programmet snakker med iTunes butikken. Og da han var færdig med det lavede han så en letvægts-frontend til iTMS.

Programmet virker nøjagtigt som iTunes. Man bladrer, søger, lytter klip, og køber. Jon ‘glemte’ dog at implementere Apples FairPlay DRM. Hvilket havde den ‘uheldige’ konsekvens at den musik man køber i butikken pludselig kan lyttes på alt AAC-kapabelt udstyr, fra Linux PC’ere til Sony Ericsson telefoner.

Processen bryder dog med adskillige af paragrafferne i iTMS’ betingelser, men hvad betyder lidt civil ulydighed mellem venner, når teknologien bruges til at opnå de samme muligheder som man har ved et almindeligt CD køb, og ikke til at kopiere musikken til andre?

På politiken.dk kan man bl.a. læse at IFPI, i en ny rapport, anslår at der i år 2005 blev solgt ulovlige musikkopier for 27 millarder kroner. Til sidst i artiklen finder man dog en meget mere interessant udtalelse:

“Man kan ikke automatisk konkludere, at pladeselskaberne og rettighedshaverne er gået glip af alle de penge. Men man må formode, at i hvert en del af salget ville være tilgået det lovlige musiksalg”, siger [marketingdirektør i IFPI i Danmark] Jesper Bay.

Vi tager den lige en gang til i langsom gengivelse:

“Man kan ikke automatisk konkludere, at pladeselskaberne og rettighedshaverne er gået glip af alle de penge”

Det lyder jo nærmest som om at det er gået op for Jesper Bay at der ikke altid kan sættes lighedstegn mellem et ulovligt musik-download og et mistet salg.

Og det er der jo noget om. For hvor tit har man ikke hørt et nummer i radioen, uden at løbe ud og købe pladen? Okay, radioen kompenserer pladeselskaber og kunstnere (via Koda via KODA/Gramex), og det gør en ulovlig gennemlytning via en fildelings-tjeneste ikke. Men det sker jo også ret tit at folk lytter til en CD i butikken og bestemmer sig for ikke at købe den alligevel.

Forskellen på undertegnede og f.eks. en fyr som Chris Pirillo som køber DRM’et musik først, og lærer lektien bagefter må være at hvis han kan lide et nummer så køber han det, DRM eller ej - hvorimod jeg afskyr DRM og alt dets væsen så meget så jeg aldrig kunne finde på at lange penge over disken i første omgang.

Når folk spørger mig hvorfor jeg ikke køber musik online giver jeg dem 2 grunde:

• Pris kontra kvalitet: 8 kr. per nummer i 128 kbps AAC hos iTunes er simpelt hen for meget. Prisen bør afspejle kvaiteten.
• DRM: Kopibeskyttelse er djævelens værk. Punktum færdig.

Problemet er nok bare at jeg sikkert ikke kan høre forskel på de CD’er jeg har rippet til min iPod og de 128 kbps AAC filer iTunes vil sælge mig. Og nu jeg som sagt har en iPod kunne jeg derfor nyde godt af at hele iTunes Music Store -> iTunes -> iPod/CD DRM-showet foregår fuldstændigt transparent. Men nu ved jeg det jeg ved - nemlig at der er en væsentlig forskel i lydkvaliteten, og at jeg ikke ejer den kopi af musikken som ligger på min computer men derimod kun har lejet den af butikken. Og derfor nægter jeg principielt at give efter for min trang til let, øjeblikkelig, og lovlig adgang til musikken.

“I know what you’re thinking, ’cause right now I’m thinking the same thing. Actually, I’ve been thinking it ever since I got here: Why oh why didn’t I take the BLUE pill?”
- Cypher, The Matrix

Først solgte Metallica ikke-kopibeskyttede MP3 filer, og nu er det Jessica Simpsons tur. Godt nok er det kun et enkelt nummer, godt nok koster det $1.99. Til gengæld synger Jessica så “A Public Affair” for lige nøjagtig dig og vigtigst af alt … du får nummeret som en god gammeldags MP3 fil.

Nu er jeg ikke så meget til de nymodens pop-sild (og mit fornavn står ikke på listen :)), så jeg tror jeg springer over. Men det varmer om hjertet at det spirerende oprør mod DRM ikke længere er forbeholdt bevidste forbrugere.

Og det stopper ikke her. Yahoo! Music’s Dave Goldberg syntes at DRM generelt er en skidt idé og hans kollega Ian Rogers deler entusiasmen:

Our position is simple: DRM doesn’t add any value for the artist, label (who are selling DRM-free music every day - the Compact Disc), or consumer, the only people it adds value to are the technology companies who are interested in locking consumers to a particular technology platform.

We’ve also been saying that DRM has a cost. It’s very expensive for companies like Yahoo! to implement. We’d much rather have our engineers building better personalization, recommendations, playlisting applications, community apps, etc, instead of complex provisioning systems which at the end of the day allow you to burn a CD and take the DRM back off, anyway! And on the consumer end there is certainly some discount built into that $0.99 download for the fact that you can burn a limited number of times, can’t play it on your Squeezebox, can’t DJ it with your DJ software, and can’t make a movie out of it with iMovie? I certainly hope so. Un-DRM’d content is implicitly more valuable to a consumer.

Fine ord, omend der er et lille hul i argumentationen; CD’ere er ikke nødvendigvis DRM-fri. Vi nævner i flæng Coldplays “X&Y”.

På LiveMetallica.com kan man downloade live-optagelser fra bandets koncerter, foreviget direkte fra mixerpulten. Musikdownloads leveres normalt i det reklame-folkene kalder “near-CD quality” (dvs. mellem 128 og 192 kbps WMA eller AAC format) og sovset til i kopibeskyttelse. Men denne gang er det anderledes. For som de skriver på sitet:

“We have chosen not to encrypt or shackle these files in any way”

For $9.95 per koncert langer Lars Ulrich & Co. ganske almindelige aldeles ubeskyttede MP3 filer over disken. Godt nok er filerne kun encodet i 128 kbps, men det accepterer de fleste nok gladeligt i bytte for at kunne spille musikken på alt fra den nyeste iPod til den billigste afspiller fra supermarkedets tilbudshylde.

Men det bliver bedre endnu, for Metallica har også tænkt på feinschmeckerne. For 3 dollar mere får man musikken i FLAC format. Og så bliver det rigtig sjovt, for godt nok fylder FLAC filer væsentligt mere end f.eks. MP3, men til gengæld er al information fra kildematerialet bevaret uden nogen som helst form for tab. Og så er det bare at brænde skidtet på en CD eller lave højkvalitets-MP3′ere ud af det.

Man kan mene hvad man vil om bandets musik, men det her er noget af det bedste der nogensinde er sket for musikdownloads.

Drop DRM’en. Hav tillid til forbrugerne - og giv dem en vare de kan bruge.

IFPI Danmark satser nu på at få gennemført et fogedforbud mod russiske AllOfMP3.com. Men hvorfor går man så efter et fogedforbud og ikke en almindelig retsag?

Domstol.dk har en glimrende forklaring på hvad et fogedforbud indbefatter:

Fogedforbud

Du kan få fogedretten til at nedlægge et forbud mod en anden person eller virksomhed. Det er en forudsætning, at en anden person eller virksomhed krænker din ret ved at foretage en bestemt handling, og at du ikke kan beskytte din ret, hvis du skal afvente en almindelig retssag.
Bliver der nedlagt et forbud, betyder det, at modparten ikke må foretage den pågældende handling. Gør din modpart det alligevel, overtræder han/hun forbuddet og kan straffes med bøde eller hæfte.

Du skal anlægge en almindelig retssag mod din modpart inden to uger efter forbudet er nedlagt. Under retssagen tager retten endeligt stilling til, om forbudet er lovligt nedlagt.

Nu ved jeg ikke hvad behandlingstiden på en almindelig retsag er, men den er nok væsentlig længere end på et fogedforbud. Og som man kan læse af ovenstående skal sagsøgeren anlægge en almindelig retsag inden for to uger såfremt der nedlægges forbud den sagsøgte virksomhed, der i mellemtiden ikke må fortsætte den “krænkende” praksis.

Der er bare to problemer ved den verserende sag:

1. AllOfMP3 hævder at de har licens til at distribuere musikken fra Russian Multimedia and Internet Society (ROMS).
2. IFPI vil bruge et fogedforbud til at få de danske internet-selskaber til at trække stikket til AllOfMP3.

Hvis IFPI skal gå efter nogen skal de gå efter ROMS. Og hvis de får held af det, kan de så gå videre til AllOfMP3. Og ideen om at få udbyderne til at trække stikket før der er faldet en endelig dom er intet mindre end forrykt. Det er ikke Kina det her.

IFPIs advokat Jacob Plesner fortsætter galskaben: “Så slipper vi også for spørgsmålet om de danske brugere gør noget ulovligt, når de køber deres musik fra AllofMP3. For det vil de ikke kunne længere.”.

Eller som et indlæg på GeekCulture.dk oversatte det: “Hvis nu bare jeg putter dig i fængsel, så behøver vi ikke tage stilling til om du har gjort noget forkert eller ej.”

Først var det Sony/BMG der brugte piratkopier til at promovere en af deres egne kunstnere, og nu er det så blevet Virgin Music France’ tur til at blive taget med fingrene i kagedåsen.

Da Madonnas “Hung Up” single udkom i Frankrig havde France Telecom og Orange eneretten på online distribution af nummeret i en uge. Det syntes Virgin åbenbart ikke om - for de downloadede nemlig nummeret, brød kopibeskyttelsen, og solgte singlen i deres egen online butik.

Det kommer nu til at koste Virgin tre dummebøder på i alt 600.000 Euro, fordelt på 250.000 til France Telecom, 250.000 til Orange, og 100.000 til Warner Music. Og hvad kan man så lære af det … ?

… DRM og kopibeskyttelse nytter ikke noget. Hvis folk vil kopiere noget gør de det.

Til sit forsvar siger Virgin at de gjorde det for kundernes skyld. Men det mente dommeren altså ikke var helt godt nok. Men historien slutter ikke her for HMV har tidligere kritiseret en lignende ekslusiv-aftaler med Starbucks i USA. Ifølge HMV begrænser eksklusiv-aftaler nemlig kundernes adgang til musikken. Og det har de ganske ret i.

Men det kan så undre undertegnede at man ikke så stadig syntes at det er helt okay med musikbutikker der låser forbrugerne fast til enten Microsofts Windows operativsystem eller Apples afspillere. Eller at en talsmand for IFPI Finland kan udbassunere at “CD afspilning på Linux og Apple computere er et privilegie - ikke en rettighed” og følge op med at “folk skal købe en CD afspiller hvis vil lytte til DRM beskyttede CDere.”

Jeg elsker musik. Alle slags musik. Min 15 Gb iPod er fyldt til randen, og jeg elsker at gå på opdagelse indenfor alle musikgenrer. Så når en god kammerat fortæller mig at jeg bare skal se at få købt Dr. Johns “Duke Elegant” fra 1996 bliver jeg rigtig godt gammeldags nysgerrig. Især fordi at bortset fra et enkelt nummer på Blues Brothers 2000 soundtracket kender jeg intet til mandens produktion. Så hvad gør man så når man sidder på kontoret med 7 timer til fyraften, og en ubændig trang til at udvide sin horisont lige nu og her?

Ud på nettet, og af sted til iTunes Music Store. Hvad enten man har en iPod eller ej er det nemlig et glimrende sted at test-lytte, da der er 30 sekunders klip af alt hvad de har på hylderne. Og vupti - der er pladen. For den usle sum af 84 kr kan jeg få en digital kopi udleveret med det samme. Jeg lytter til coveret af Duke Ellingtons “It don’t mean a thing (if it ain’t got got that swing)” (link kræver iTunes) og er med det samme overbevist at jeg bare skal eje den plade.

Men jeg trykker ikke på den tillokkende “køb” knap.

Og det er der to grunde til. Dels fordi iTunes butikken bruger DRM til at fastlåse mine muligheder for at bruge musikken som jeg vil. Jeg kan selvfølgelig komme uden om alle restriktionerne ved at brænde en CD, lige til at smide i bilstereoen, anlægget, eller en musik-afspiller der ikke kan spille DRM beskyttet musik.

Men det vil jeg heller ikke. Hvilket fører mig til grund nummer to - kvaliteten. Musikbutikkerne leverer nemlig varen i AAC eller WMA format med en lydkvalitet mellem 128 og 192 kilobit per sekund. Til sammenligning er lydkvaliteten på en almindelig CD på ca. 1400 kilobit per sekund. Der er altså mellem faktor 7 til 10 til forskel på det du får på en CD og det du køber på nettet. Til gengæld er prisen ikke tilsvarende lavere.

Hvis du syntes det ikke gør noget, så prøv at mase dine yndlingssko ned i en æske der er 10 gange end den de kom i. Enhver med et minimum af fantasi kan straks se at det kan ikke lade sig gøre. Som i eventyret må der hugges en hæl og klippes en tå for kunne få låget på plads. Men nu er det jo ikke de samme sko mere; dine fødder gør ondt allerede efter det første par skridt, og du er nødt til at vise dem fra en heldig vinkel for at andre ikke lige kan se forskel. Men forskellen er der.

Tænk over det næste gang du overvejer at købe en plade på nettet.