[ indsæt smart navn her ]

I det sydlige England sidder Patrick Robin og udvikler på sin blog-platform, Forest Blog.

Forest Blog er udgivet som ‘linkware’, hvilket betyder at det er gratis for dig at bruge - til gengæld må du så ikke fjerne eller på nogle måder ændre de links til projektets hjemmeside som vises på bloggen. Vil du det må du gribe til tegnebogen og punge ud med £10 for en privat licens eller £25 for en firma-ditto.

Ved et tilfælde kigger Patrick Robin en dag på sine serverlogs og opdager at Motion Picture Asssocian of America bruger hans blog-platform. Inden han når at tænke ret meget andet end “Cool!” opdager han at de har fjernet alle logoer og links tilbage til hans site.

Og det er vel ikke helt den opførsel man forventer fra en organisation der ser det som en af sine fornemste opgaver at bekæmpe copyright-brud?

Efter utallige henvendelser fjerner MPAA dog bloggen igen og informerer Patrick Robin om at det bare var et test-site og ikke noget der var annonceret nogle steder. Og at de naturligvis havde tænkt sig at bruge de £25 som en licens ville koste hvis sitet var blevet gjort offentligt tilgængeligt.

Men som Patrick Robin afslutter historien så tvivler han på hvordan MPAA vil have det med at han kopierer et par DVD film uden at fortælle andre om det - bare sådan til “test” indenfor hjemmets fire vægge.

For man kunne jo læse MPAA’s svar sådan at det er okay - sålænge man bare betaler for en gyldig kopi hvis man bestemmer sig for at beholde varen.

Ovre på Harddisken nye blog går snakken lystigt efter at Steve Jobs forleden offentliggjorde sine tanker om en DRM-løs fremtid. I en kommentar på bloggen skriver Henrik Moltke at han er træt af at skulle bruge tid på at fjerne DRM’en fra den musik han køber i iTunes butikken.

Det fik mig til at opstille nogle simple regler for mit eget musikforbrug.

1. Hvis du ikke kan lide DRM så lad være med at købe DRM’et musik.
2. Hvis du ikke kan downloade musikken lovligt i et åbent format, så køb CD’en.
3. Hvis du syntes CD’en er for dyr, så vent til den havner på butikernes tilbudshylder.
4. Hvis CD-coveret stempler dig som lovbryder allerede inden du har langet penge over disken (kig efter ‘Copy-Control’ logoet) så lad være med at købe CD’en.
5. Hvis punkt 1-4 betyder at du ikke kan lytte til kunstneren, så lad være.

Den hollandske brancheforening for musik- og film-producere/importører, NVPI, bekendtgjorde tidligere på måneden at EMI vil droppe kopibeskyttelsen fra deres fremtidige udgivelser. Det vides dog endnu ikke om EMI’s holdningsskift er begrænset til det hollandske marked, eller om vi andre også kommer til at nyde godt af det.

I efteråret 2002 stod jeg i en pladebutik i Århus, og skulle lige til at købe Paradise Lost’s nye album “Symbol of Life” - men så var det jeg opdagede “Copy Controlled” klistermærket på omslaget, lagde CD’en tilbage på hylden og fortalte butiksindehaveren hvorfor hverken han eller EMI kom til at tjene noget på mig den dag. “Det skal du nok til at vænne dig til”, var svaret, “Alle EMI udgivelser bliver nemlig kopibeskyttede fra nu af.”

Siden den dag har jeg styret i en stor bue uden om EMI’s udgivelser.

Men jeg begynder gerne at kaste penge efter dem igen. Så længe jeg selv kan vælge hvordan jeg vil lytte til musikken.

En trofast læser gjorde mig opmærksom på folkmusikeren Janis Ian, da han sendte mig web-adressen til en række numre der ligger til gratis download på hendes site. Jeg havde aldrig hørt om Ian før, men hvordan kan man ikke elske en musiker der lægger MP3 udgaver af en række af sine numre ud på nettet og skriver “The RIAA doesn’t want you to see this page!”.

Janis meldte sig ind i fildelings-debatten med en artikel i Performing Songwriter Magazine tilbage i 2002 og endnu en artikel fulgte senere samme år.

En af Janis Ians pointer er at ulovlige downloads gavner pladesalget, og ikke ødelægger det sådan som branchen ellers vil have vi skal tro. Artiklerne skabte megen opmærksomhed, blev oversat til ni sprog og gik verden rundt. Alt imens den øgede opmærksomhed betød at CD salget steg til nye højder.

Normalt er det jo historier vi er vandt til at høre fra unge, upcoming, kunstnere. Men Janis Ian udgav sit første album tilbage i 1967, vandt en grammy i 1975, og har udgivet over 20 albums.

Læs og lyt selv på janisian.com, iTunes, eller eMusic.

Så blev det fredag, og det plejer at betyde at den podcastede udgave af Harddisken automatisk dukker op i iTunes. Men ikke i dag.

Istedet får jeg nemlig en fejl-meddelse der siger:

Da det langt fra er første gang jeg oplever problemer af denne art med Harddiskens RSS feed hælder jeg mod den overbevisning at feedet ikke bliver automatisk opdateret af et stykke programkode, men at udsendelsens web-ansvarlige lægger programmet online og retter feedet til pr håndkraft. Hvis jeg har ret i den påstand burde websnedkeren i det mindste abonnere på podcast-udgaven så han/hun let kan checke om alt er som det skal være.

Men det var et sidespor - tilbage til det aktuelle problem.

Den opmærksomme læser har sikkert allerede lagt mærke til at den sidste del af filnavnet ser ud til at være på formen år+måned+dato. Men burde der så ikke stå “070106″? Og hvorfor gør der det ikke? Har DR ikke opdaget at vi skriver år 2007?

Den opmærksomme/snedige læser overvejer på nuværende tidspunkt om ikke filen ligger det rigtige sted med at det bare er feedet der linker til en forkert adresse, og taster derfor den adresse som udsendelsen *burde* ligge på ind i sin browser.

Men ak, lige lidt hjælper det. Også her får man en fejlmedelelse. “Nå”, tænker den rigtigt snedige læser, “hvis det er et menneske der har lagt MP3 filen online kan det være at han/hun er kommet til at lægge den i ‘2006′ mappen ved en fejl. Gad vide hvad der sker hvis jeg retter den sidste del af filnavnet til ‘/2006/hdpod_070106.mp3′ ?

Vupti! Så downloader udsendelsen endeligt.

Jeg havde egentligt tænkt mig at skrive alt det her på DR.dk/debat, men sådan skulle det heller ikke gå:

Internetudbyderene er efterhånden ved at opdage de over 3000 (pr. 14. december 2006) trådløse Fon-routere der står rundt omkring i de danske hjem. Og de er ikke lige glade for konceptet, der lader brugerne dele hinandens internetforbindelse eller ligefrem gør det muligt at oprette sit eget betalings-hotspot. Hvis du nærlæser det der stod med småt da du fik din internet-forbindelse finder du nemlig en klausul der pålægger dig ikke at dele din forbindelse med nogen.

Computerworld har spurgt TDC, Cybercity, Telia og Tele2 om deres holdning er til Fon. Som man kunne forvente læner udbyderne sig op af ikke-noget-med-at-dele klausulen, og påberåber sig retten til at lukke din internet-forbindelse hvis de finder det problematisk at du deler med andre. En enkelt udbyder ser dog ikke Fon som noget problem:

Hos Tele2 har administrerende direktør Thomas Nistrup en noget anden holdning til Fon og deling af internetforbindelser.

- Det har vi ikke tænkt os at gribe ind over for. Folk betaler for deres abonnement, og så må det jo være deres sag, hvad de bruger forbindelsen til. Det vil vi helst ikke blande os i, så vi har ikke tænkt os at lege politimænd, og der bliver ikke noget dyneløfteri herfra, siger han.

Det lyder jo alt sammen meget godt. Hvis det ikke var fordi Tele2 allerede leger politimænd ved at blokere sine kunders adgang AllOfMP3s blog på blogs.allofmp3.com - i modsætning til AllOfMP3 musikbutikken, er der nemlig ikke noget ulovligt .

Det var Københavns Byrets nemlig ligeglad med da dansede efter IFPIs pibe tilbage i oktober 2006, og pålagde Tele2 at udøve censur mod hele sitet.

Først prøvede man at forhindre DVD købere i at gøre hvad de ville med indholdet af de blanke skiver. Det varede dog ikke længe - for i 1999 brød en norsk teenager krypteringen så han kunne afspille sine lovligt indkøbte film under Linux.

Da de nye HD-DVD og Blu-ray formater blev udarbejdet blev der opfundet et nyt og ‘ubrydeligt’ AACS krypterings-system. Det forblev dog ikke ubrydeligt særligt længe.

Check selv demonstrations-videoen på YouTube.

Computerworld siger at DRM dræber musiksalget.

Bill Gates siger at kopibeskyttelse på digitale downloads volder lovlydige forbrugere for meget besvær, og at det er nemmere at købe en CD og overføre musikken til sin computer/musikafspiller.

Nicholas Carr forudser at det ikke vil resultere i uhæmmet ulovlig kopiering at droppe DRM - der kopieres nemlig allerede uhæmmet på trods af DRM.

Og eMusic.com? Ja, de har lige rundet 100 millioner solgte numre - alle i det platformsuafhængige format MP3, og alle uden DRM.

I en pressemeddelse fra IT- og Telestyrelsen gives der nu grønt lys for brug af FM-sendere med lav sendeeffekt her i landet. Det betyder at man nu trygt kan importere f.eks. Belkins TuneCast II og bruge den til at lytte til sin bærbare musikafspiller via bilradioen.

Nu har jeg hverken en bil, en radiomodtager, eller planer om at anskaffe nogle af delene. Til gengæld kan jeg så glæde mig over at pressemeddelelsen citerer videnskabsminister Helge Sander for følgende sympatiske bemærkning:

“Det skal være let at bruge de digitale teknologier. Borgerne har i den grad taget den bærbare musik til sig. Den udvikling understøtter vi nu ved at fjerne en hindring på vejen”

Kære Helge Sander. Er der nogen udsigt til at der kan fjernes endnu et par vejbump nu i er i gang alligevel? DRM på de digitale musikdownloads og kopibeskyttelse på CD’ere er nemlig en endnu større hindring for udbredelsen af den bærbare musik.

Ifølge en artikel i papir-udgaven af 24 Timer tirsdag d. 5. december er kopisikring af CD’ere ikke længere noget der er forbeholdt store pladeselskaber som f.eks. Sony/BMG og EMI. Nu er de mindre selskaber også ved at hoppe med på vognen - angiveligt drevet af en stigning i mængden af piratkopiering.

Artiklens forfatter, Christian Bækholm, lægger ud med at fortælle at de mindre selskaber indtil videre har været positivt stemt overfor piratkopiering og fildeling, da denne strategi har gjort at man har nået ud til flere forbrugere. Ifølge artiklen føler også de mindre selskaber nu nødvendigheden af at kopisikre deres udgivelser for at dæmme op om pirateriet.

Jeg har tidligere beskrevet hvad jeg mener om kopibeskyttelse - og netop derfor finder jeg det foruroligende at de små selskaber nu vælger at følge i de stores fodspor, og genere lovlydige borgere med DRM-inficerede udgivelser.

De store selskabers generelle holdning til os forbrugere taget i betragtning kan det næppe overraske nogen, at de små selskabers holdningsskift bakkes op af branchens store spillere. IFPI Danmarks marketingsdirektør Jesper Bay har da også fået artiklens sidste ord med bemærkningen:

“Musikpiraterne er jo ligeglade med, om de lækker noget fra et stort eller lille pladeselskab”.

Her er jeg (for en gangs skyld) ganske enig med Jesper Bay.

Men jeg tror bare ikke han har tænkt over at musikpiraterne også er ligeglade med om de lækker en kopibeskyttet CD.

I modsætning til hvad pladebranchen vil have os til at tro kan man nemlig sagtens kopiere en ‘kopibeskyttet’ CD over til et mere anvendeligt format - prøv f.eks. Exact Audio Copy eller måske ligefrem et stykke ledning mellem CD afspilleren og computeren.