Archive for June, 2006

Virgin i Frankrig får bøde for piratkopiering

Thursday, June 29th, 2006

Først var det Sony/BMG der brugte piratkopier til at promovere en af deres egne kunstnere, og nu er det så blevet Virgin Music France’ tur til at blive taget med fingrene i kagedåsen.

Da Madonnas “Hung Up” single udkom i Frankrig havde France Telecom og Orange eneretten på online distribution af nummeret i en uge. Det syntes Virgin åbenbart ikke om - for de downloadede nemlig nummeret, brød kopibeskyttelsen, og solgte singlen i deres egen online butik.

Det kommer nu til at koste Virgin tre dummebøder på i alt 600.000 Euro, fordelt på 250.000 til France Telecom, 250.000 til Orange, og 100.000 til Warner Music. Og hvad kan man så lære af det … ?

… DRM og kopibeskyttelse nytter ikke noget. Hvis folk vil kopiere noget gør de det.

Til sit forsvar siger Virgin at de gjorde det for kundernes skyld. Men det mente dommeren altså ikke var helt godt nok. Men historien slutter ikke her for HMV har tidligere kritiseret en lignende ekslusiv-aftaler med Starbucks i USA. Ifølge HMV begrænser eksklusiv-aftaler nemlig kundernes adgang til musikken. Og det har de ganske ret i.

Men det kan så undre undertegnede at man ikke så stadig syntes at det er helt okay med musikbutikker der låser forbrugerne fast til enten Microsofts Windows operativsystem eller Apples afspillere. Eller at en talsmand for IFPI Finland kan udbassunere at “CD afspilning på Linux og Apple computere er et privilegie - ikke en rettighed” og følge op med at “folk skal købe en CD afspiller hvis vil lytte til DRM beskyttede CDere.”

Bliv Pluggd

Tuesday, June 27th, 2006

Så er der et nyt podcast site på banen. Pluggd.com er dog ikke som de andre, for her blandes det efterhånden traditionelle hierakiske indeks med elementer som tagging, informationsdeling, og RSS feeds.

Og netop Pluggd’s RSS feeds er en af de ting der for alvor distancerer sitet fra konkurrenterne - for her kan man nemlig få feeds af alt fra de mest populære podcasts, over andre brugeres playlister til podcasts med ens yndlings-tag. Hvis man savner en podcast er det bare at tilføje dens feed URL og et par sigende tags så andre også kan finde den.

Men det slutter ikke her, for i modsætning til andre podcast portaler hvor man kigger ind, abonnerer på et par podcasts, og så ikke kommer tilbage med mindre man vil browse efter flere podcasts er Pluggd nemlig en portal hvor man finder nye podcasts, deler sin smag med andre, og lytter til udsendelserne mens man er på sitet. Pluggd er designet til dem af os der lytter til podcasts mens vi sidder ved computeren, bl.a. med en lækker flash-afspiller der både kan bruges inline på sitet, og i et seperat vindue så man kan browse videre mens man lytter.

Godt nok har sitet ikke mulighed for at sende en e-mails når der kommer nye podcasts, så vores hjemlige podcastsender.dk har stadig en enkelt fordel frem for det nye tiltag. Men efterhånden som danske podcasts bliver tilføjet kan de danske portaler godt begynde at oppe sig, for Pluggd kan kan gå hen og blive det bedste der er sket for podcasting siden iTunes 4.9 fik indbygget en podcast-aggregator.

Hvorfor du ikke skal købe musik online

Saturday, June 24th, 2006

Jeg elsker musik. Alle slags musik. Min 15 Gb iPod er fyldt til randen, og jeg elsker at gå på opdagelse indenfor alle musikgenrer. Så når en god kammerat fortæller mig at jeg bare skal se at få købt Dr. Johns “Duke Elegant” fra 1996 bliver jeg rigtig godt gammeldags nysgerrig. Især fordi at bortset fra et enkelt nummer på Blues Brothers 2000 soundtracket kender jeg intet til mandens produktion. Så hvad gør man så når man sidder på kontoret med 7 timer til fyraften, og en ubændig trang til at udvide sin horisont lige nu og her?

Ud på nettet, og af sted til iTunes Music Store. Hvad enten man har en iPod eller ej er det nemlig et glimrende sted at test-lytte, da der er 30 sekunders klip af alt hvad de har på hylderne. Og vupti - der er pladen. For den usle sum af 84 kr kan jeg få en digital kopi udleveret med det samme. Jeg lytter til coveret af Duke Ellingtons “It don’t mean a thing (if it ain’t got got that swing)” (link kræver iTunes) og er med det samme overbevist at jeg bare skal eje den plade.

Men jeg trykker ikke på den tillokkende “køb” knap.

Og det er der to grunde til. Dels fordi iTunes butikken bruger DRM til at fastlåse mine muligheder for at bruge musikken som jeg vil. Jeg kan selvfølgelig komme uden om alle restriktionerne ved at brænde en CD, lige til at smide i bilstereoen, anlægget, eller en musik-afspiller der ikke kan spille DRM beskyttet musik.

Men det vil jeg heller ikke. Hvilket fører mig til grund nummer to - kvaliteten. Musikbutikkerne leverer nemlig varen i AAC eller WMA format med en lydkvalitet mellem 128 og 192 kilobit per sekund. Til sammenligning er lydkvaliteten på en almindelig CD på ca. 1400 kilobit per sekund. Der er altså mellem faktor 7 til 10 til forskel på det du får på en CD og det du køber på nettet. Til gengæld er prisen ikke tilsvarende lavere.

Hvis du syntes det ikke gør noget, så prøv at mase dine yndlingssko ned i en æske der er 10 gange end den de kom i. Enhver med et minimum af fantasi kan straks se at det kan ikke lade sig gøre. Som i eventyret må der hugges en hæl og klippes en tå for kunne få låget på plads. Men nu er det jo ikke de samme sko mere; dine fødder gør ondt allerede efter det første par skridt, og du er nødt til at vise dem fra en heldig vinkel for at andre ikke lige kan se forskel. Men forskellen er der.

Tænk over det næste gang du overvejer at købe en plade på nettet.

Apples DRM er ond - men er al DRM ikke det?

Thursday, June 15th, 2006

Efter at have publiseret mine kommentarer til Politikens artikel om de skandinaviske forbrugerombudsmænds holdning til Apples DRM fik jeg her til morgen en e-mail fra en af artiklens to forfattere. Der antydes at dele af mit oprindelige indllæg har karakter af en konspirations-teori, men bortset fra det fremlægges der nogle ganske saglige argumenter. :)

Bl.a. at Microsofts “WMDRM” teknologi (som jeg i mellemtiden har fundet ud af er det officielle navn for det jeg refererede til som “WMA DRM”) kan licenseres af 3. part, hvorimod Apples holder sin “FairPlay” DRM tæt ind til kroppen, og afskærer andre musikafspillere fra at kunne afspille musik fra iTunes Music Store. Den større valgfrihed mellem MP3 afspillere med WMDRM-understøttelse skulle derfor være grunden til at forbrugerombudsmændendes nu har sat fokus på Apples DRM.

Og ja, begge dele er ganske rigtige; Apple vil ikke dele FairPlay med nogen, og WMDRM binder ikke brugerne til en enkelt type afspiller. Faktisk er i skrivende stund 123 forskellige modeller fra 21 producenter listet på Microsofts PlaysForSure site. Men 123 forskellige afspillere er bare ikke godt nok, når der slet ikke burde være nogen begrænsning på hvor man kan lytte til sin musik. Uanset hvor man har købt den.

Desværre virker det som om branchen, med piratkopiering som undskyldning, har indført DRM som første skridt på vejen til en verden hvor vi ikke længere har fri råderet over den musik vi køber, men istedet må se vores muligheder for fair brug skiftet ud med en lejekontrakt der udløber den dag vi skifter afspiller eller operativsystem.

Og det er synd og skam. DRM løser nemlig ikke problemet med piratkopiering - for alt kan kopieres, og bliver det. Faktisk kan man vove den påstand at den ulovlige kopiering kan være taget til fordi nogle forbrugere ikke finder sig i de DRM metoder der vinder større og større indpas på de almindelige CDs. Så jo før musikbranchen indser at de ikke kan vinde kampen ved at chikanere de lovlydige brugere med tekniske vejbump, jo bedre.

Vil man piratkopiering til livs er det ikke teknik der skal til - men et holdningsskift hos forbrugerne.

Er iTunes kunder de eneste der er dårligt stillet?

Wednesday, June 14th, 2006

I dag kan man læse på Politiken.dk at kunder i iTunes Music Store er væsentligt ringere stillet end brugere af andre online musikbutikker. Grunden skulle være at den musik der kan købes på iTunes butikken stavnsbinder brugerne til iPod’en, da det er den eneste musikafspiller der understøtter Apples “FairPlay” DRM.

Og det er jeg 100% enig i, for DRM er noget skidt - hvad enten det kommer fra Apple, Microsoft, eller andre af de online butikker der vælger at fratage os brugere vores rimelige ret til at lytte til vores lovligt indkøbte musik hvor vi vil.

Netop derfor finder jeg det også underligt at man har valgt at fokusere udelukkende på Apples stavnsbinding til iPod’en, når nu f.eks. Payload, TDC Musik, og adskillige andre butikker tvinger sine kunder til at benytte Microsoft Windows og en WMA DRM kompatibel afspiller.

Retfærdigvis kommer artiklen på Politiken.dk også ind på dette - omend forfatterne nedtoner problemet lidt rigeligt. Hvis jeg skal have lov til at lytte til musik købt på iTMS på en vilkårlig type musikafspiller, hvorfor i alverden skal det samme så ikke gælde for andre butikker?

Graver man lidt dybere kommer Politikens manglende fokus på WMA DRM dog ikke som den store overraskelse. Rundt omkring på politiken.dk finder man nemlig et banner for musikbutikken box.dk - som ejes og drives af JP/Politikens Hus A/S.

Og her kan man læse følgende:

Du skal bruge Internet Explorer 5.0 eller nyere .
Musikken kan kun spilles i Windows Media Player, version 9.0 eller nyere.
Du skal have et af følgende styresystemer: Windows 98, 2000 eller XP.

Anklage-myndigheden har ikke mere at sige, høje dommer…