[ indsæt smart navn her ]

Aftenen før Kazaa-indgår-forlig-og-bliver-en-lovlig-tjeneste historien brød ud i de europæiske medier sendte Karin Høgh mig et link til Wireds omtale af historien, og spurgte om det var noget jeg kunne finde på at skrive lidt om. Og det kan jeg da godt – det vil sige, jeg vil faktisk ikke kommentere Kazaa sagen, men derimod knytte et par kommentarer til fildeling sådan generelt. For selv om min sympati for APG/IFPI/RIAA kan ligge på et meget lille sted, mener jeg også at man skal støtte de udøvende kunstnere.

Jeg kan dog sagtens forstå dem der bruger fildelings-netværk som Kazaa som en lyttepost med ‘anmelder-eksemplarer’ af nye og gamle albums, hvor man henter, lytter, og gør op med sig selv om man vil eje et lovligt indkøbt eksemplar af pladen eller ej, og derefter SLETTER den ulovlige kopi. Det svarer jo til at låne en bog på biblioteket, læse den, og aflevere den igen 30 dage efter. Den kan slags nye kan jo ligefrem få os til at opdage nye ting – og det kan jo sætte skub i omsætningen. Ja, forfatterne og kunstnere risikerer også at salget af deres værker falder, men det er jo derfor de har et sikkerhedsnet i form af bibliotekspengene og blankmedieafgiften.

Men samtidig er jeg også realist nok til at vide at verden er fuld af mennesker der aldrig kunne drømme om at købe en CD eller DVD sålænge de kan bruge internettet som et globalt supermarked med ubemandede kasseapparater og permanent fem-fingers-udsalg. Dem forstår jeg til gengæld ikke. For hvis de en dag selv går ud og bliver professionelle musikere eller filmmagere, så lur mig om de er parate til at undvære lønchecken?

Hvis man have en pladesamling uden udgifter er der masser af kunstnere derude der forærer deres musik væk. Du hører dem ikke i radioen – men det bliver musikken absolut ikke ringere af.

Hvordan kan det nu lade sig gøre når man ellers hører at musik fra iTunes Music Store stavnsbinder en til iTunes og iPods?

Svaret hedder SharpMusique, og beskriver sig selv som “The fair interface to the iTunes Music Store”.

Og det er faktisk en meget rammende beskrivelse. For forfatteren Jon Lech Johansen (bedre kendt som DVD Jon) fandt ud af at DRM’en faktisk ikke ligger på den fil du downloader fra iTMS, men at det derimod er iTunes programmet på din egen computer som sovser filen til i DRM inden du selv får lov at komme i nærheden af den. Og så gik han ellers igang med at reverse-engineer’e den måde iTunes programmet snakker med iTunes butikken. Og da han var færdig med det lavede han så en letvægts-frontend til iTMS.

Programmet virker nøjagtigt som iTunes. Man bladrer, søger, lytter klip, og køber. Jon ‘glemte’ dog at implementere Apples FairPlay DRM. Hvilket havde den ‘uheldige’ konsekvens at den musik man køber i butikken pludselig kan lyttes på alt AAC-kapabelt udstyr, fra Linux PC’ere til Sony Ericsson telefoner.

Processen bryder dog med adskillige af paragrafferne i iTMS’ betingelser, men hvad betyder lidt civil ulydighed mellem venner, når teknologien bruges til at opnå de samme muligheder som man har ved et almindeligt CD køb, og ikke til at kopiere musikken til andre?

På politiken.dk kan man bl.a. læse at IFPI, i en ny rapport, anslår at der i år 2005 blev solgt ulovlige musikkopier for 27 millarder kroner. Til sidst i artiklen finder man dog en meget mere interessant udtalelse:

“Man kan ikke automatisk konkludere, at pladeselskaberne og rettighedshaverne er gået glip af alle de penge. Men man må formode, at i hvert en del af salget ville være tilgået det lovlige musiksalg”, siger [marketingdirektør i IFPI i Danmark] Jesper Bay.

Vi tager den lige en gang til i langsom gengivelse:

“Man kan ikke automatisk konkludere, at pladeselskaberne og rettighedshaverne er gået glip af alle de penge”

Det lyder jo nærmest som om at det er gået op for Jesper Bay at der ikke altid kan sættes lighedstegn mellem et ulovligt musik-download og et mistet salg.

Og det er der jo noget om. For hvor tit har man ikke hørt et nummer i radioen, uden at løbe ud og købe pladen? Okay, radioen kompenserer pladeselskaber og kunstnere (via Koda via KODA/Gramex), og det gør en ulovlig gennemlytning via en fildelings-tjeneste ikke. Men det sker jo også ret tit at folk lytter til en CD i butikken og bestemmer sig for ikke at købe den alligevel.

Forskellen på undertegnede og f.eks. en fyr som Chris Pirillo som køber DRM’et musik først, og lærer lektien bagefter må være at hvis han kan lide et nummer så køber han det, DRM eller ej – hvorimod jeg afskyr DRM og alt dets væsen så meget så jeg aldrig kunne finde på at lange penge over disken i første omgang.

Når folk spørger mig hvorfor jeg ikke køber musik online giver jeg dem 2 grunde:

• Pris kontra kvalitet: 8 kr. per nummer i 128 kbps AAC hos iTunes er simpelt hen for meget. Prisen bør afspejle kvaiteten.
• DRM: Kopibeskyttelse er djævelens værk. Punktum færdig.

Problemet er nok bare at jeg sikkert ikke kan høre forskel på de CD’er jeg har rippet til min iPod og de 128 kbps AAC filer iTunes vil sælge mig. Og nu jeg som sagt har en iPod kunne jeg derfor nyde godt af at hele iTunes Music Store -> iTunes -> iPod/CD DRM-showet foregår fuldstændigt transparent. Men nu ved jeg det jeg ved – nemlig at der er en væsentlig forskel i lydkvaliteten, og at jeg ikke ejer den kopi af musikken som ligger på min computer men derimod kun har lejet den af butikken. Og derfor nægter jeg principielt at give efter for min trang til let, øjeblikkelig, og lovlig adgang til musikken.

“I know what you’re thinking, ’cause right now I’m thinking the same thing. Actually, I’ve been thinking it ever since I got here: Why oh why didn’t I take the BLUE pill?”
- Cypher, The Matrix

Først solgte Metallica ikke-kopibeskyttede MP3 filer, og nu er det Jessica Simpsons tur. Godt nok er det kun et enkelt nummer, godt nok koster det $1.99. Til gengæld synger Jessica så “A Public Affair” for lige nøjagtig dig og vigtigst af alt … du får nummeret som en god gammeldags MP3 fil.

Nu er jeg ikke så meget til de nymodens pop-sild (og mit fornavn står ikke på listen ), så jeg tror jeg springer over. Men det varmer om hjertet at det spirerende oprør mod DRM ikke længere er forbeholdt bevidste forbrugere.

Og det stopper ikke her. Yahoo! Music’s Dave Goldberg syntes at DRM generelt er en skidt idé og hans kollega Ian Rogers deler entusiasmen:

Our position is simple: DRM doesn’t add any value for the artist, label (who are selling DRM-free music every day – the Compact Disc), or consumer, the only people it adds value to are the technology companies who are interested in locking consumers to a particular technology platform.

We’ve also been saying that DRM has a cost. It’s very expensive for companies like Yahoo! to implement. We’d much rather have our engineers building better personalization, recommendations, playlisting applications, community apps, etc, instead of complex provisioning systems which at the end of the day allow you to burn a CD and take the DRM back off, anyway! And on the consumer end there is certainly some discount built into that $0.99 download for the fact that you can burn a limited number of times, can’t play it on your Squeezebox, can’t DJ it with your DJ software, and can’t make a movie out of it with iMovie? I certainly hope so. Un-DRM’d content is implicitly more valuable to a consumer.

Fine ord, omend der er et lille hul i argumentationen; CD’ere er ikke nødvendigvis DRM-fri. Vi nævner i flæng Coldplays “X&Y”.

En ny børnebog “The Pig and the Box” bringer kopibeskyttelse ned i børnehøjde, med historien om Gris der en dag finder en magisk kasse der kan kopiere alt fra gulerødder til kokosnødder. På trods af at de andre dyr betaler for at bruge kassen, tvinger Gris dem til at tage deres kopierede frugt og grøntsager med hjem i særlige magiske spande, som f.eks. betyder at de kun kan bruge grøntsagerne i bestemte rum, eller ikke må lade andre dyr smage de frugttærter de bager. Drag selv paralleller til den virkelige verden.

Bogen er frigivet under Creative Commons licens, og en PDF udgave kan kvit og frit som hentes her, der er sågar også en dansk oversættelse.

Det er ikke første gang dyreriget er er blevet brugt til at illustrere den slags absurditeter; Læs f.eks Joachim Oschlags lignelse om AntiHundeGruppen.

Nu har IFPI og APG trukket det første lod i deres fogedforbuds-lotteri til fordel for lidende danske kunstnere. Første internetudbyder i den varme stol er Tele2, der dog ikke har tænkt sig at falde til patten uden videre.

I den forbindelse har Danmarks svar på den Irakiske Informations-Minister IFPI/APG’s advokat Jakob Plesner gjort det igen – denne gang med kommentaren:

”Men oven på APG’s fogedforbudsbegæring mod Tele2, kan ingen længere være i tvivl om, at AllofMP3 er et ulovligt website.”

Det må være længe siden Hr. Plesner har gået i advokat-skole. Ihvertfald ser det ud til at han har glemt alt om grundprincippet om at være uskyldig indtil det modsatte er bevist. Men okay, så må man da håbe for APG at ingen finder på at begære fogedforbud mod dem – for efter deres egen forkvaklede logik vil det jo betyde at de er en ulovlig organisation.

På LiveMetallica.com kan man downloade live-optagelser fra bandets koncerter, foreviget direkte fra mixerpulten. Musikdownloads leveres normalt i det reklame-folkene kalder “near-CD quality” (dvs. mellem 128 og 192 kbps WMA eller AAC format) og sovset til i kopibeskyttelse. Men denne gang er det anderledes. For som de skriver på sitet:

“We have chosen not to encrypt or shackle these files in any way”

For $9.95 per koncert langer Lars Ulrich & Co. ganske almindelige aldeles ubeskyttede MP3 filer over disken. Godt nok er filerne kun encodet i 128 kbps, men det accepterer de fleste nok gladeligt i bytte for at kunne spille musikken på alt fra den nyeste iPod til den billigste afspiller fra supermarkedets tilbudshylde.

Men det bliver bedre endnu, for Metallica har også tænkt på feinschmeckerne. For 3 dollar mere får man musikken i FLAC format. Og så bliver det rigtig sjovt, for godt nok fylder FLAC filer væsentligt mere end f.eks. MP3, men til gengæld er al information fra kildematerialet bevaret uden nogen som helst form for tab. Og så er det bare at brænde skidtet på en CD eller lave højkvalitets-MP3′ere ud af det.

Man kan mene hvad man vil om bandets musik, men det her er noget af det bedste der nogensinde er sket for musikdownloads.

Drop DRM’en. Hav tillid til forbrugerne – og giv dem en vare de kan bruge.

IFPI Danmark satser nu på at få gennemført et fogedforbud mod russiske AllOfMP3.com. Men hvorfor går man så efter et fogedforbud og ikke en almindelig retsag?

Domstol.dk har en glimrende forklaring på hvad et fogedforbud indbefatter:

Fogedforbud

Du kan få fogedretten til at nedlægge et forbud mod en anden person eller virksomhed. Det er en forudsætning, at en anden person eller virksomhed krænker din ret ved at foretage en bestemt handling, og at du ikke kan beskytte din ret, hvis du skal afvente en almindelig retssag.
Bliver der nedlagt et forbud, betyder det, at modparten ikke må foretage den pågældende handling. Gør din modpart det alligevel, overtræder han/hun forbuddet og kan straffes med bøde eller hæfte.

Du skal anlægge en almindelig retssag mod din modpart inden to uger efter forbudet er nedlagt. Under retssagen tager retten endeligt stilling til, om forbudet er lovligt nedlagt.

Nu ved jeg ikke hvad behandlingstiden på en almindelig retsag er, men den er nok væsentlig længere end på et fogedforbud. Og som man kan læse af ovenstående skal sagsøgeren anlægge en almindelig retsag inden for to uger såfremt der nedlægges forbud den sagsøgte virksomhed, der i mellemtiden ikke må fortsætte den “krænkende” praksis.

Der er bare to problemer ved den verserende sag:

1. AllOfMP3 hævder at de har licens til at distribuere musikken fra Russian Multimedia and Internet Society (ROMS).
2. IFPI vil bruge et fogedforbud til at få de danske internet-selskaber til at trække stikket til AllOfMP3.

Hvis IFPI skal gå efter nogen skal de gå efter ROMS. Og hvis de får held af det, kan de så gå videre til AllOfMP3. Og ideen om at få udbyderne til at trække stikket før der er faldet en endelig dom er intet mindre end forrykt. Det er ikke Kina det her.

IFPIs advokat Jacob Plesner fortsætter galskaben: “Så slipper vi også for spørgsmålet om de danske brugere gør noget ulovligt, når de køber deres musik fra AllofMP3. For det vil de ikke kunne længere.”.

Eller som et indlæg på GeekCulture.dk oversatte det: “Hvis nu bare jeg putter dig i fængsel, så behøver vi ikke tage stilling til om du har gjort noget forkert eller ej.”

I P1’s udmærkede program “Harddisken” d. 1. juli 2006 var der bl.a. et indslag om kopibeskyttelse i computerspil, med fokus på den udskældte kopibeskyttelses-teknologi “StarForce“. Her kunne man høre den PR ansvarlige hos firmaet Protection Technology (der står bag StarForce) udtale:

“Brugerne er nødt til at forstå at når de vender sig imod kopibeskyttelse generelt, så hjælper de internationale piratgrupper. De hjælper ikke udviklerne og udgiverne for hvis udviklerne ikke får indtægter, så har de ingen penge til at lave nye og bedre titler, og så har vi ikke noget at spille i fremtiden.”

Godt nok blev der snakket om kopibeskyttelse på spil, men ovenstående passer fint på musikbranchens stigende brug af kopibeskyttelse af musik, både den man downloader lovligt og den man køber på CD. Og jeg er enig et godt stykke af vejen; naturligvis skal spil-udviklere/kunstnere og spil-udgivere/pladeselskaber have betaling for deres arbejde.

Men når man begynder at klynke over at forbrugerne evt. kunne finde på at give udtryk for deres utilfredshed ved ikke at købe varen, så knækker filmen for undertegnede. For hvor det i 80erne var helt i orden at signalere utilfredshed med apartheid-styret ved at boycotte Sydafrikanske varer til tonerne af Little Steven og Artists United Against Apartheid’s “Sun City”, er det at være politisk bevidst forbruger åbenbart ikke længere på mode. Såvidt jeg er informeret står det mig frit for at at vælge om jeg vil købe et computerspil eller et album – sålænge jeg naturligvis ikke vælger at ty til piratkopier istedet for at tage dankortet op af lommen.

Det er desværre en udbredt misforståelse at hvis man er principielt er imod kopibeskyttelse, så er det fordi man er imod tanken om ikke at kunne kaste omkring sig med ulovlige kopier.

Men nu kan man ikke skære alle kopibeskyttelses-modstandere over én kam. Mange af os er lovlydige forbrugere, der er opvokset med at kunne frit at kunne overspille musik fra LP plader til bånd så vi kan lytte til musikken på farten, uden at skulle købe én kopi til stereo-anlægget, og én kopi til musikafspilleren. Og det er bl.a. musikkens fri bevægelighed vi vil beholde, selv efter at have fået nye medier som CD, DVD og MP3 afspillere. Og derfor køber vi ikke kopibeskyttede værker, men giver istedet vores penge til de pladeselskaber der forstår at kopibeskyttelse ikke standser den ulovlige kopiering, og derfor afstår fra at bruge teknologien på deres udgivelser.

Jeg tager principielt afstand fra alle former for kopibeskyttelse. Derfor er jeg i branchens øjne med til at støtte piraterne. At jeg ikke har et eneste stykke piratkopieret musik på min iPod er i den henseende ligegyldigt.

For som en kendt herre engang sagde: “If you’re not with us you’re with the terrorists.”