Archive for August, 2006

Don’t download this song!

Thursday, August 24th, 2006

You don’t want to mess with the RIAA
They’ll sue you if you burn that CD-R
It doesn’t matter if you’re a grandma, or a seven year old girl
They’ll treat you like the hardbitten criminal scum you are

Sådan synger “Weird Al” Yankovic, med tungen solidt plantet i kinden, på “Don’t download this song”. Men i dette tilfælde skal man ikke være bange for RIAA, IFPI og alle de andre - for på trods af titlen kan sangen nemlig downloades kvit og frit fra www.dontdownloadthissong.com, og er dermed endnu et eksempel på at gratis ikke-DRM’et musik sagtens kan være både godt og lovligt på samme tid.

Omfavn fremtiden

Saturday, August 19th, 2006

I aftes smed jeg Done the Impossible i DVD-sfspilleren. Det er en (aldeles glimrende) fan-produceret dokumentarfilm om den bedste TV serie nogensinde: Firefly, dens alt for tidlige afslutning, og genfødslen som biograffilmen Serenity, ikke mindst takket være de horder af fans der har gjort deres for at overbevise Fox og Univeral Entertainment om at det var en fejl at skrinlægge serien.

Ca. halvanden time senere opdager jeg den her detalje i rulleteksterne:

[ Still-billede fra Done the Impossible DVDen: Region Free and Not Copy Protected. Embrace the future ]

Ingen regionskodning, og ingen hæmmende kopibeskyttelse.

Stående bifald til alle der omfavner fremtiden herfra.

Computerworld springer på podcasten vognen

Friday, August 18th, 2006

Computerworld.dk har her til morgen lanceret deres ugentlige teknologi-podcast “Computerweek“. Og trods lidt fødselsvanskeligheder med manglende links til MP3 filen i deres RSS feeds er programmet nu i luften, hentet ned på min iPod og gennemlyttet.

Indholdet er spændende, med velproducerede indslag og telefoninterviews. Programmet distribueres som en 128 kbps stereo mp3 fil, hvilket måske er lige i overkanten til en taledreven podcast. 64 eller 96 kbps mono ville have været et glimrende kompromis mellem lydkvalitet og filstørrelse. Men med en længde på 12 minutter er det dog et overkommeligt download på min efterhånden antikvariske 512 kbit ADSL linie. Især fordi Computerweek er et brug-og-smid-væk program (i modsætning til f.eks. DR’s Mozart Podcasts) så ens det fylder ikke ens MP3 afspiller op i det lange løb.

Længden af programmet er også perfekt til en hurtig ugentlig opdatering af hvad der rører sig. Naturligvis kan man ikke nå at gå så meget i dybden med historierne som f.eks. DR’s Harddisken, men ligesom sin trykte storesøster er Computerweek en overkommelig og letfordøjelig mundfuld, der kan klemmes ned sammen med morgenmaden. RSS feedet er ihvertfald tilføjet min podcast-aggregator.

Desværre er det på det nærmeste umuligt for menigmand at downloade programmet manuelt fra Computerworld. Klikker man på “hør” linket får man ikke en MP3 fil, men derimod et pop-op vindue med en afspiller, og “abonnér” og “download” links. Klikker man så på “download” åbner linket i Windows Media Player eller iTunes. Højre-klikker man på “download” linket for at vælge “Gem som…” får man sig også en overraskelse, for det kan man heller ikke da hele pop-up vinduet er en Flash-applikation.

Man hører tit at det langt fra er alle der abonnerer på podcasts - de fleste lytter direkte fra programmets hjemmeside, mens andre manuelt downloader programmerne til senere gennemlytning. Sidstnævnte gruppe har det rigtig svært med at få fat i Computerworlds nye podcast.

Og det er en skam.

DRM er noget C.R.A.P.

Sunday, August 13th, 2006

I sidste uge henledte The Digital Music Weblog min opmærksomhed på David Berlind fra ZDNets glimrende opsummering af hvorfor
DRM er noget C.R.A.P.. Berlind mener at “Content Restriction Anulment and Protection” er en mere præcis beskrivelse af det resten af verden kalder “DRM”, og i løbet af de 3 minutter videoen varer får vi en overordnet forklaring på hvad DRM går ud på, og hvad der er i vejen med det.

Se videoen, tænk, gense, download (WMV eller M4V format), og giv til en du holder af - så de også kan lære hvad der er galt med DRM.

Og hvis du (eller dem du spreder ordet til) syntes om videoen, så er der også en efterfølger: CRAP that won’t go away, hvor Berlind fortæller om et alternativ til de propreitære DRM systemer (Sun Microsystems Project DReaM) og hvorfor Steve Jobs sikkert ikke syntes det er en god ide.

iPod rettighedsproblemer?

Sunday, August 13th, 2006

Forleden bloggede Karin Høgh om at hun glæder sig til Microsofts nye “Zune” afspiller kommer på markedet og tilføjede:

“og så håber jeg ikke, at der er alle de rettighedsproblemer, som man hører om med iPod´en”

Nu har jeg selv en iPod, så jeg sprugte så om hun kunne lokkes til at uddybe hvilke rettighedsproblemer der var tale om, hvortil Karin svarede:

jeg hentyder til det problem, at musikken fra iTunes ikke kan overføres til andre mp3-spilleren end Apples egne, så det er ikke rettighedsproblemer med iPod´en, men derimod med iTunes.

Men er der ikke også noget med, at man ikke kan føre musikken tilbage fra Ipod´en til sin computer? Det er vel også noget med rettigheder?

De mp3 filer du selv lægger ind i iTunes kan sagtens overføres til andre afspillere end iPodden. Du kan bare ikke bruge iTunes til at synkronisere musikken over automatisk, ligesom du heller ikke kan synkronisere musikken fra Media Player over på f.eks. en iPod. Hvis vi derimod snakker musik købt på iTunes Music Store er det rigtigt at filerne ikke kan lyttes på andre afspillere - men det problem har du jo også med at afspille musik købt hos f.eks Prefueled på en iPod. Men i en verden domineret af Microsoft-teknologi er det ikke noget folk brokker sig over.

Det er også rigtigt man ikke kan bruge iTunes til føre musik fra en iPod over på en anden computer. Men det problem er ikke større end at man kan bruge 3. parts programmer som f.eks. Senuti eller Ephpod til at kopiere indholdet af vennernes iPods over på sin egen computer. :)

Det er let at være bange for at omfavne ‘de fremmede’ på den anden side af hegnet - men i realiteten er det ikke dem, men derimod den betonmur ved navn “DRM” der skiller os ad der er fjenden. Og det opdager folk først den dag muren falder.

DR Interaktiv taler podcasting

Saturday, August 12th, 2006

Nu har jeg lyttet til Karin Høghs interview med DR Interaktivs redaktør Henrik Heide et par gange. Og i det store hele kan jeg lide hvad jeg hører.

Det lyder nemlig til at statsradiofonien har nogle spændende planer for podcasting (jeg glæder mig især til den lancering af ‘P2 på en time’ der nævnes i interviewet), men jeg undrer mig lidt over at Henrik Heide ser niche-podcasting som det næste oplagte kvantespring, da det netop var den slags indhold der gjorde at jeg begyndte at lytte til podcasts for ca. halvandet års tid siden. Men det kan selvfølgeligt være at han kun taler om de dansk-sprogede podcasts, for på det internationale ‘marked’ lever nichepodcasts da i allebedste velgående.

På spørgsmålet om hvorfor DR ikke forsyner de MP3 filer brugerne kan downloade via dr.dk/podcast med sigende meta-data/ID3 tags peger Henrik Heide på at DRs podcasting stadig er et pilotprojekt med relativt få unikke brugere, og at man derfor har foretaget en afvejning af hvor mange ressourcer man vil investere i projektet kontra antallet af brugere, og fortsætter:

“Der er ikke unikke tags på de enkelte programmer. Det er en programserie, og der står det samme hver gang. Der står ikke hvad det enkelte program handler om.”

Men nu har jeg tilfældigvis lige downloadet den nyeste podcast-udgave af Hardisken. Og der er ikke skyggen af ID3 tags i MP3 filen. Så jeg forstår ikke rigtigt hvordan DR kan påstå at deres udsendelser bliver tagget automatisk?

Karin Høgh kommer også ind på lydkvaitet kontra filstørelse på DRs podcasts, hvortil Henrik Heide svarer:

“Vi er nødt til at have de langsomste med. Det kan være irriterende for dem der stiller store krav til lyden, men de må vente til alle er med.”

Igen fint nok. Hvis det ikke var fordi påstanden fremsættes uden forståelse for forskellene i bitrater på mono og stereo filer. Dykker vi ned i de tekniske detaljer på nyeste udgave af Harddisken finder vi en 80 kbps, stereo 48 Khz stereo MP3 fil på 48.9 Mb, som tilmed lyder som om studieværten har siddet med hovedet i en zinkspand. For sjov skyld prøvede jeg derfor at lave en 64 kbps mono MP3 ud af den on-demand udgave af ugens Harddisk man kan klikke sig frem til på dr.dk/harddisk. Selvom web-udgaven er to minutter længere end dens podcast-lillebror (da man ikke har klippet intro/outtro musikken ud af online versionen) er min hjemmegjorte MP3 udgave kun på 40 Mb (altså en femtedel mindre) samtidigt med at lydkvaliteten er bedre.

Hører i efter, DR ? :)