Archive for September, 2006

Lovlig Warner musik på fildelingstjeneste

Wednesday, September 20th, 2006

For et par dage siden blev det offentliggjort at YouTube nu lovligt kan vise Warners musikvideoer (i modsætning til Universal Music der har sendt en hær af advokater efter YouTube). Nu er Warner så på banen igen – denne gang med en udmelding om at selskabets musik vil være tilgængeligt via det lovlige fildelings-netværk Qtrax. Qtrax afregner nemlig med pladeselskabet via annonce-indtægter, så alle er glade.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det også. For kigger man tjenesten nærmere efter i sømmene kan man nemlig se at tjenesten benytter sig af firmaets lukkede og DRM-inficerede lydformat – så musikken kan kun lyttes via Qtrax’ egen afspilnings-program. Som i øvrigt kun fås til Windows.

Men lidt respekt skal Warner alligevel have for i det mindste at prøve at følge med revolutionen, istedet for at holde stand og håbe på at diget kan holde.

Zune-til-Zune deling begrænser ‘fair-use’

Wednesday, September 20th, 2006

Microsofts nye kommer-snart medieafspiller ‘Zune’ kan noget smart. Noget endog rigtigt smart. Via en trådløs forbindelse kan man nemlig sende musik man har købt til en anden Zune-ejer. Efter 3 afspilninger/3 dage kan nummeret så ikke afspilles mere med mindre modtageren går ind på Zune-portalen og køber en licens til nummeret. På den måde bliver brugerne en del af marketingsapparatet, og funktionen har da også potentiale til at blive enddog rigtig populær hos ‘har-du-hørt-den-sidste-nye?’ teenager-segmentet.

Cesar Menendez er ansat i Microsoft’s Zune afdeling. Tidligere på ugen blev han (og dermed hans arbejdsgiver) svært upopulær på at han udtalte at den trådløse Zune-til-Zune fildeling lægger DRM på alle overførte filer – altså ikke bare dem man købt hos en af de mange online musikbutikker. Nu kan musik jo sagtens være både gratis og lovlig (i skrivende stund kan du f.eks. hente over 1700 numre lige her), så det var ikke noget der faldt i offentlighedens smag. Endvidere er det også i direkte strid med licensbetingelserne hvis musik udgivet under Creative Commons bliver pakket ind i DRM.

Et par dage senere var Cesar dog på banen igen med en rettelse hvor han gør det klart at Zune-til-Zune overførte filer ikke pakkes ind i DRM, men at de ‘3 afspilninger/3 dage’ regelen dog stadig gælder alt trådløst overført indhold.

Prøv at forestille dig nedenstående scenarie:

  • Jeg har en Zune
  • Du har en Zune
  • Du overfører et gratis Creative Commons licenseret nummer til mig.
  • 3 dage senere har jeg en fil på min Zune jeg ikke kan afspille.

Tilbage til tegnebordet, Microsoft. Det der holder ikke.

Microsofts Zune afspiller ikke dine gamle DRM-inficerede filer

Wednesday, September 20th, 2006

I Microsofts specifikationer for den nye Zune medie-afspiller kan man bl.a. læse at …

“Zune software can import audio files in unprotected WMA, MP3, AAC; photos in JPEG; and videos in WMV, MPEG-4, H.264.”

Microsofts eget Plays For Sure format ikke er nævnt på listen over understøttede formater. Er det mon en forglemmelse, eller kommer man ikke til at kunne afspille sin lovligt indkøbt musik (eks. fra Napster, Box, TDC Music, Prefueled, Payload, osv.) på den nye afspiller? Hvad enten det er det ene eller det andet der tilfældet, sætter det endnu en gang fokus på at DRM gør mere for at begrænse brugen af lovligt indkøbt musik end for at standse piratkopiering.

Desværre har pladebranchen stadig til gode at forstå at de ikke kan blive ved med at få kunderne til at købe den samme musik om og om igen.

Tænk hvis du skulle udskifte hele din CD samling hver gang du køber et nyt stereoanlæg?

… Nej vel?

iTunes 7 med album covers: Farvel frihed, goddag DRM

Wednesday, September 13th, 2006

Tirsdag aften lancerede Apple den nye udgave af deres podcast-klient/musik-bibliotek/online-butik: iTunes 7.

En af de nye lækre features er CoverFlow funktionen der giver en mulighed for at bladre i musikken i ens iTunes bibliotek ganske som når man bladrer en stak CD’ere igennem, hvadenten det er derhjemme, hos vennerne, eller i den lokale pladebutik.

Men hvad så hvis man ikke har købt sin musik i iTunes butikken men bare rippet sin CD samling? Så har man jo ikke alle de dejlige pladecovers i sit iTunes bibliotek. Ikke noget problem – for med en gratis brugerprofil på iTMS scanner iTunes programmet hele ens lokale musikbibiotek igennem og henter cover-grafik til hele samlingen.

Smart? Også i dén grad.

Var jeg split sekunder fra at opgradere til iTunes 7? Også i dén grad.

Men så var det jeg kom i tanke om noget: Når jeg har logget på iTMS har det enten været med iTunes 4.9 eller SharpMusique. SharpMusique (som jeg tidligere har omtalt her) er en alternativ front-end til Apples musikbutik som udmærker sig på to væsentlige punkter:

  • SharpMusique virker også på Linux.
  • SharpMusique ‘glemmer’ at lægge DRM på den musik man køber i iTMS.

Programmet fungerer fordi det lykkedes nordmanden Jon Lech Johansen at reverse-engineere den kommunikations-protokol som iTunes version 4 og 5 brugte til at ’snakke’ med iTMS. Med Version 6 af iTunes programmet blev den praksis dog umuliggjort – for har man én gang været logget på butikken med en iTunes 6.0 låser butikken ens profil fast til disse nyere udgaver af programmet. Og fordi SharpMusique som sagt bruger version 4 og 5 af kommunikationsprotokollen kommer man ikke ind i butikken den vej mere.

Og dermed er det altså slut med at købe DRM-fri musik.

Så tænk dig om en ekstra gang, hvis du aldrig har logget på iTMS med iTunes V6.0 eller nyere. Har du på den anden side det, er der derimod intet at tabe.

Opdatering: Nogle gange er løsningen så simpel så man ikke selv kan komme på den. Min gamle kollega Jesper Christensen spurgte mig hvorfor jeg ikke bare opretter endnu en konto, som så kun bruges til overførsel af album covers. I min naivitet havde jeg overbevist mig selv om at man ikke kunne have mere end én iTMS konto tilknyttet sit kreditkort. Der tog jeg fejl. :)

Befri WMA filer med FairUse4WM

Sunday, September 10th, 2006

Af en eller anden grund fik jeg aldrig omtalt FairUse4WM da programmet kom på banen sidst i August. Og det må jeg hellere se at få rettet op på, for nu har sagen taget endnu en interessant drejning.

FairUse4WM er et fikst lille Windows-program der fjerner kopi-beskyttelsen fra WMDRM10 og WMDRM11 filer. Og det er jo ganske fikst, for så kan man f.eks. købe musik hos TDC, Payload, Prefueled, Napster og hvad de ellers hedder og konvertere det til MP3 format så man kan tage musikken med på sin iPod.

Normalt udsender Microsoft de nyeste Windows-sikkerhedsopdateringer den anden tirsdag i hver måned, men denne gang var der større ting end windows-brugernes sikkerhed på spil – nemlig pladeselskabernes penge. Så et par dage efter udkom der en opdatering som lukker hullet.

Dvs. opdateringen lukkede hullet…

For så startede katten-efter-musen legen for alvor. Nu er der en ny version af FairUse4WM på banen, og ikke alene giver den friheden til selv at at bestemme over den musik man har købt og betalt tilbage til forbrugerne – FairUse4WM V1.2, som den nye udgave hedder, kan nemlig også fjerne kopibeskyttelsen fra WMDRM 9-beskyttede filer. Og sådan nogle bruges stadig i vidt omfang – ikke kun af online butikker men også af udlånstjenester som f.eks. Bibliotekernes Netmusik.

Chilipebre giver dårlig smag i munden

Sunday, September 10th, 2006

Og nu vi er ved det med kvaliteten af downloadet musik – I forbindelse med den lækkede udgave af Red Hot Chili Peppers dobbelt-album ‘Stadium Arcadium’ tidligere på året var bandet på banen og begræd at fans downloadede piratkopier i inferiør kvalitet, istedet for at købe CDen.

Sjovt nok havde Chilipebrene ingen problemer med at andre af deres fans betaler for at downloade lovlige kopier af musikken i inferiør kvalitet fra diverse online butikker.

Men sådan er der jo så meget…

iTunes kunder alligevel ikke snydt for Bob Dylan

Sunday, September 10th, 2006

På BoingBoing kunne man i den forgangne uge læse at folk der køber Bob Dylans ‘Modern Times’ i iTunes Music Store bliver snydt for fire numre i forhold til CDens indhold. Historien viste sig dog at være en and, foranlediget af at Amazon.com havde taget de 4 videoer på Deluxe udgavens bonus-DVD med på cd-tracklisten. Jeg var også lige ved at skulle brokke mig, for på min iPod er der nemlig også kun 10 numre på ‘Modern Times’ skiven, og jeg har ikke købt den i iTunes butikken.

Men historien fik mig til at tænke på noget andet; for jeg forstår ikke at netop Bob Dylan kan acceptere at hans musik sælges i et ‘lossy’ format som AAC (eller WMA/MP3 hvis man handler andre steder end iTMS). Når man tager i betragtning at den gode Hr. Dylan tidligere har givet udtryk for at studielyden på ‘Modern Times’ var ti gange bedre end den færdigproducerede CD er det jo ikke svært at forestille sig hans holdning til lyd der er komprimeret yderligere ned.

I modsætning til andre musikere har Dylan nemlig ikke noget problem at gratister henter musikken uden at betale for den – for som han siger det: “Well, why not? It ain’t worth nothing anyway.”

DR.dk/Podcast 2.0 … eller kun Version 1.5 ?

Friday, September 1st, 2006

DR har tidligere barslet med at der kommer meget mere styr på deres podcasts når de engang får flyttet sig over i den nye lokation i Ørestaden. De må have flyttet et eller andet i løbet af de sidste par dage, for da jeg kiggede forbi her til morgen var der kommet nye boller på podcast-suppen.

På mange områder er der kommet ekstra saft og kraft i miksturen, mens det på andre punkter er den samme tynde, genopvarmede, te som vi har fået serveret siden statsradiofonien kastede sig over podcasting i juni måned.

Det der er hot:

  • De forskellige podcasts er nu sorteret efter emne, så det er langt nemmere at få overblik over udbudet.
  • Podcast-fans der foretrækker at lytte direkte fra websites istedet for at bruge en podcatcher/aggregator kan glæde sig over at der nu er direkte links til MP3 download af alle udsendelser i ‘Guld fra Arkivet’ tema-podcasts, og links til MP3 downloads af de 5 seneste udsendelser af de forskellige radio-podcasts.
  • “Dagens Novelle” er en ny podcast-serie bestående af 61 klassiske noveller, oplæst af populære danske skuespillere, og udsendt over de næste to måneder.

Det der er not:

  • Der er ingen direkte links til download af video-podcasts, eller til download af to radio-podcasts: “Folk og kirke” og “Dagens novelle” (især det sidste er en skam nu DR selv slår på tromme for programserien.)
  • Udsendelserne i “Dagens Novelle” podcasten ligger kun på nettet i 24 timer. Så det gælder om at være hurtigt ude hvis man ikke vil gå glip af noget.
  • Ud af en stikprøve på den nyeste episode af 6 tilfældigt udvalgte radio-podcasts var der kun 2 podcasts der indeholdt beskrivelser af programnavn/genre/osv.
  • Lydkvaliteten på radio-podcasts er stærkt svingende. Normen ser ud til at være 64 Kbps 22 Khz stereo (hvilket resulterer i en irriterende metallisk skratten, som om studieværten taler til os gennem en højtaler der synger på sidste vers). Nogle udsendelser er dog encodet i helt op til 192 kbps/44 khz stereo, hvilket giver en aldeles glimrende lyd, på bekostning af et uforholdsmæssigt stort download.

Nogle af manglerne kan jeg leve med, men den inkonsekvente ID3-tagging (som gør det vanskeligere af finde frem til podcasts på mp3 afspillere) og det stærkt varierende valg af lydkvalitet efterlader mig med en nagende fornemmelse af etaten, selv efter to måneder med daglig podcasting, ikke har fået styr på teknikken.

Jeg har tidligere lobbyet for at det bedste kompromis mellem filstørrelse og lydkvalitet for tale-drevne podcasts er 64 kbps mono (enhver der tvivler på at 64kbps mono kan lyde godt bør lytte til en hvilkensomhelst af Leo Laportes udsendelser). Men det virker desværre som “mono” er noget det moderne menneske forbinder med en tid med skrattende langbølge-radioer, øllebrød og Jumbo-bøger med hver andet opslag trykt i sort/hvid.