Archive for April, 2007

Det kører for Sony BMG

Sunday, April 22nd, 2007

Tilbage i 2005 kom musikgiganten gevaldigt i klemme da Mark Russinovich afslørede at flere af SONY BMG’s udgivelser installerede en bagdør på forbrugernes computere. Firmaet blev nødt til at tilbagekalde CD’erne og droppe de to kopibeskyttelses-mekanismer XCP og MediaMax som bagdøren var en del af.

Og nu er den så gal igen - for en række af Sony’s nye DVD udgivelser inkluderer kopibeskyttelses-metoden ArccOS. Og det betyder at mange DVD-afspillere ikke kan vise filmene - inkl. flere af Sony’s egne modeller.

Men sådan kan det jo gå når man går mere op i at beskytte sit indhold end i om forbrugerne kan afspille det.

Venstre vil afskaffe DRM

Saturday, April 21st, 2007

Inspireret af det svenske Piratparti foreslog Venstres Ungdom i Norge for nyligt at en temmelig radikal ændring af partiets kulturpolitik: ikke alene skal DRM forbydes ved lov - men fildeling skal også legaliseres. Den holdning bredte sig til resten af partiet, og forslaget blev vedtaget på partiets nyligt overståede kongres.

På partiets hjemmeside kan læse at:

“Venstre mener at enhver forbruger som har købt brugsretten til et værk må have teknologi-neutrale muligheder for at bruge dette værk som denne vil. Dette betyder at producenten ikke skal være i stand til kontrollere hvordan borgeren afspiller den musik borgeren har har købt. Venstre vil derfor forbyde såkaldt DRM (Digital Rights Management), da der er tale om en teknisk hindring der har til formål at begrænse forbrugerens lovlige ret til frit at kopiere og anvende information og kultur. I tilfælde hvor produkter som indeholder DRM-teknologi ikke er dækket af Norsk lov, skal disse være tydeligt mærkede.”

Men måske bliver det slet ikke nødvendigt at flytte nordpå, for nu er det hjemlige Venstre på banen med et lignende forslag. IT-politisk ordfører Michael Aastrup Jensen påpeger nu også det tåbelige i at man f.eks. ikke kan flytte musikken frit mellem hjemmets forskellige musikafspillere, og erklærer sig i et interview med Computerworld klar til at tage kampen op med DRM da han ikke tror på at kopibeskyttelsen gør den mindste forskel i kampen mod piratkopiering.

Michael Aastrup Jensen var også gæst i P1 programmet “Harddisken” torsdag den 19. april. Her får han en god del mere taletid, som han bl.a. bruger på at påstå at hvis DRM bliver fjernet vil det ikke rokke det mindste ved mængden af piratkopiering - folk ikke alene købe mere musik, men flere forbrugere også vil træde indenfor i den digitale pladebutik.Gode intentioner, men der er lige en lille forhindring kaldet “EU”. Norge er nemlig ikke medlem af EU, og ligger derfor ikke under for INFOSOC direktivet, som bl.a. forbyder distribution af programmel som omgår kopibeskyttelse.

Men det lader ikke til at stoppe Michael Aastrup Jensen. I interviewet i Harddisken fortæller han at det er vigtigt at få debatten skudt i gang, og så må man se på om det i praksis, bl.a. i forhold til EU-lovgivning, er noget der kan lade sig gøre.

Så måske bliver det alligevel nødvendigt at pakke kufferten…

Man har et (DRM-)standpunkt til man ta’r et nyt

Monday, April 9th, 2007

Den 6. februar 2007 offentliggjorde Apple’s Steve Jobs sit åbne brev “Thoughts on Music”, hvor han opfordrede pladeselskaberne til at afskaffe DRM, og lovede at Apple ville være klar på at droppe kopisikringen i iTunes butikken hvis branchen var det. Mange betragtede det som varm luft og tomme løfter. Men kritikken forstummede da EMI annoncerede at hele deres online katalog bliver tilgængeligt uden DRM, i første omgang via iTunes, men på sigt også via andre partnere.

En af kritikkerne var marketingschef i Microsofts Zune-afdeling, Jason Reindorp, som i en artikel i New York Times d. 7. februar kaldte Steve Jobs opfording til at sælge DRM-fri musik for “uansvarlig, eller i det mindste naiv”.

Men som en kendt dansk politiker engang udtrykte det så har man et standpunkt til man tager et nyt. Og sådan er det også i Redmond. For Microsoft vil nemlig også sælge DRM-fri musik, i samarbejde med … EMI.

EMI og Apple skruer op for lydkvaliteten … og dropper DRM

Monday, April 2nd, 2007

Hidtil har den lave lyd-kvalitet og underholdningsbranchens slet skjulte “vi bestemmer hvordan du må bruge den musik du har købt af os” mistillidsvotum til os forbrugere været to meget stærke argumenter imod DRM ‘beskyttet’ musik.

Men tidligere på dagen faldt de argumenter fra hinanden, ihvertfald hvis man er til The Good, The Bad and The Queen, David Bowie, Pink Floyd, KT Tunstall eller nogle af de utallige andre kunstnere der er i stald hos EMI.

Selskabet startede ellers ud i den helt anden grøft, og indførte kopi-beskyttelse på sine europæiske CD udgivelser, til bl.a. undertegnedes store irritation. Igennem det sidste stykke tid har EMI dog rettet op på fortidens synder og har ligefrem eksperimenteret med at sælge DRM-frie udgaver af udvalgte numre, og det er åbenbart gået så godt at man i dag tog de så det helt store skridt - hele kataloget bliver tilgængeligt uden DRM, som det EMI selv kalder “premium downloads”. Prisen bliver godt nok 20% højere per nummer ifølge pressemeddelelsen, men til gengæld bliver lydkvaliteten væsentligt bedre. Foretrækker man at købe hele album bliver prisen dog det samme som tidligere.

Apples iTunes online butik bliver EMIs første store DRM-frie butiksvindue mod verden i maj 2007, med 256 kbps DRM-fri AAC udgaver af musikken. Jeg tror jeg kigger forbi på åbningsdagen og lægger et eksemplar af Paradise Lost’s cover af et gammelt Bronski Beat hit i indkøbskurven.