Archive for June, 2007

To lys i podcast-kagen

Saturday, June 16th, 2007

Via et indlæg på Remix64.com’s forum gik det op for mig at det i dag er to år siden jeg lagde det første afsnit af The C64 Take-away på nettet. Siden den 16. juni 2005 er det blevet til næsten 23 timers musik-podcasting fordelt over 38 udsendelser, ca. 600 daglige er-der-kommet-noget-nyt checks via RSS feedet, og flere downloads fra end jeg kan holde styr på fra alle hjørner af kloden.

Nøjagtigt en måned efter at jeg sluttede en 20+ år gammel Sony F-500 mikrofon til PC’en, slog over i engelsk og begyndte at kaste nyheder, anekdoter og musik fra eller inspireret af Commodore 64 hjemmecomputeren ud i ‘æteren’ kom to andre danskere på banen. 16. juli 2005 nedkommer Jacob og Caroline med Evil Bird Show, som var en slags talkshow om løst og fast. Og det var (så vidt vides) det der blev produceret på det hjemlige marked et godt stykke tid endnu.

Og siden dengang er er der sket rigtig meget. Vi har fået dansk-producerrede podcasts om stort set alt hvad du kan forestille dig, en dansk podcast portal, adskillge meetups, et netværk for danske podcastere, adskillige blogs om podcasting, podcastende museér/biblioteker/radio- & tv-stationer.

Nogle forsvandt desværre næsten lige så hurtigt som de dukkede up – men heldigvis kommer der stadig nye til. I denne uge gik den evige 80′er dreng Dan Rachlin f.eks. i luften med et podcastet sammendrag af sine skriverier.

Hvad var de første dansk-producerede podcasts du lyttede til? Hvilke af de hedengangne podcasts savner du mest? Og hvor tror du vi er om to år? Find selv på flere spørgsmål til podcastens fortid, nutid og fremtid, og giv lyd via kommentarboksen.

Samples og Fair Trade musik

Saturday, June 9th, 2007

I torsdagens udgave af Harddisken kan du bl.a. høre to spændende indslag:

Kriminel kunst” kigger på sampling af musik. Nogle mener af ulovlig sampling er tyveri, og at lovlig sampling skal kompensere den originale kunstner (vidste du f.eks. at det er en amerikansk komponist der sidder på 80% af rettigheder til MC Einars “Det’ jul, det’ cool!”?). Ander mener derimod at sampling aktiverer en passiv kulturarv.

Selv hvis den originale kunstner syntes det er helt fint at nogen vil sample et gammelt nummer er det ikke så ligetil at få lov. For mange kunstnere ejer ikke engang rettighederne til de sange de selv har skrevet.

I “Magnatune – et venligt pladeselskab” får vi historien om den visionære label der lader kunstnerne eje rettighederne til deres egen musik. Og ikke nok med det – 50% af indtægterne fra pladesalget havner i kunstnernes lommer.

Du kan enten lytte direkte på de to indslags sider, eller downloade hele udsendelsen i MP3 format fra Harddiskens podcast side de næste fem uger frem.

De korte nyheder: Musik, i Finland må de omgå CSS, og t-shirts

Wednesday, June 6th, 2007

iTunes Plus: Mere minus end plus?

Tuesday, June 5th, 2007

Hvis du går og tror at Apples DRM-frie iTunes Plus download-service betyder at de store drenge endelig er holdt op med at betragte kunderne som portentielle forbrydere, så glæder du dig måske for tidligt.

Ars Technica og The Unofficial Apple Weblog har nemlig fundet ud af at musik filer hentet via iTunes Plus indeholder dit navn og din e-mail adresse. Det har de DRM’ede numre du hidtil har kunnet købe egentligt også – men eftersom iTunes Plus downloads skal forestille at være uden begrænsninger har det vakt harme at filerne kan spores tilbage til kunderne.

Nu tænker du måske “Og hvad så? De oplysninger står i mine downloads fordi det er *mine* downloads. Jeg har ikke tænkt mig at dele filerne med andre.”

Men hvad så hvis du mister filerne? Måske bliver din laptop stjålet mens du går ned af strøget, måske snupper en af dine venner en kopi af Nordstrøms “Dagdrømmer” ned på sit USB-drev mens du ikke ser det, og uploader pladen til et fildelingsnetværk når han kommer hjem. Hvem får så balladen?

Men der kan også opstå langt mindre dramatiske situationer. Måske vil du give din fætter David Bowies “Scary Monsters” i fødselsdagsgave? Eller måske var den der Grand Avenue plade alligevel ikke noget for dig, og du beslutter dig for at forære den til din søster?

Guess what? Det må du ikke.

“(ii) De er, inden for lovgivningens rammer, berettiget til at anvende Produktet alene til personligt, ikke-erhvervsmæssigt formål, men ikke til videresalg, overførsel, overdragelse eller underlicensiering.”

Stil dig selv dette spørgsmål: Hvis den lokale pladebutik noterer dit dit navn og adresse bag på de CD’ere du køber med usynligt blæk, og i øvrigt forlanger at du skriver under på at du vil låse dem inde i et pengeskab, og under ingen omstændigheder forære dem væk – vil du så stadig handle der?

iTunes Plus – musikdownloads uden DRM

Tuesday, June 5th, 2007

Tilbage i april måned annoncerede Apple og EMI at EMI’s katalog af musik ville blive tilgængeligt i DRM-frie udgaver via iTunes butikken. Og nu er “iTunes Plus” så på banen.

Musikken leveres i 256 Kbps AAC (dobbelt op i forhold til butikkens øvrige udvalg) og har ingen begrænsning i antallet af enheder musikken kan lyttes på, eller hvor mange gange musikken kan brændes til CD:

(iii) De er til enhver tid berettiget til at anvende Produkter på op til fem udstyrsenheder autoriseret af iTunes.

(iv) De vil kunne lagre Produkter fra op til fem forskellige Konti på samme tid på visse udstyrsenheder, såsom iPod.

(v) De er berettiget til at brænde en audio-playliste op til syv gange.

[...]

(xii) iTunes Plus Produkter indeholder ikke nogen sikkerhedsteknologi, som begrænser Deres brug af sådanne Produkter, og Brugsreglerne (iii) – (vi) finder ikke anvendelse for iTunes Plus Produkter. De må kopiere, gemme eller brænde iTunes Plus Produkter som med rette er nødvendige til personlig, ikke-erhvervsmæssig brug.

Til gengæld koster et iTunes Plus nummer så 10 kroner, imod 8 kroner for de DRM-befængte 128 kbps numre der stadig langes over disken. Køber man et helt album er prisen dog den samme.

Indtil videre er det kun EMI’s katalog der er tilgængeligt som “Plus” downloads, men muligheden er også åben for andre pladeselskaber.

Personligt ser jeg frem til at CDBaby, Black & Tan, Alligator Records, og andre labels, som foretrækker at levere musikken uden DRM, springer med på vognen.

Og gør de ikke det er der jo altid MagnaTune, eMusic eller Audio Lunchbox

MyMusic og AOK er oppe på Beatet

Friday, June 1st, 2007

Selv om dansk podcasting favner bredt – fra fluefiskeri til værtshusreportager, er der ikke mange podcasts hvor musikken er det bærende element. Danske musikpodcasts har hidtil fokuseret på den boblende undergund og styret langt uden om de etablerede kunstnere. Ikke fordi vi ikke vil spille deres musik – men fordi der betyder kontant afregning med sangskrivernes brancheforening, KODA.

Danmarks Radio har tidligere forsøgt sig med musik-podcasting, først med Liga og senest med Det Elektriske Barometer – sidstnævnte fik dog trukket stikket efter en enkelt udsendelse, da DRs aftale med KODA kun tillader podcasting af programmer der består af op til 49% musik.

Men nu sker der noget. MyMusic.dk og AOK rykker fra resten af feltet og går efter førertrøjen med deres nye musik-drevne podcast, “Beatet“. De to parter har nemlig fået en aftale i hus med KODA der gør det muligt at podcaste musik-drevne programmer. Ifølge Computerworld tror KODA ikke på at podcasten betyder mistede indtægter på pladesalget.

Og det kan der være noget om – for nu når musikken et større publikum – og det kan generere nye fans, der med tiden bliver til pladekøbere og koncertgængere.

Første afsnit af Beatet indeholder musik fra Lily Electric, As In RebekkaMaria, og Jøden. Du kan lytte, downloade, og abonnere på fremtidige afsnit på http://www.mymusic.dk/beatet/