Archive for the 'AllOfMP3.com' Category

Tele2 vil ikke lege net-politi … ret meget.

Thursday, January 4th, 2007

Internetudbyderene er efterhånden ved at opdage de over 3000 (pr. 14. december 2006) trådløse Fon-routere der står rundt omkring i de danske hjem. Og de er ikke lige glade for konceptet, der lader brugerne dele hinandens internetforbindelse eller ligefrem gør det muligt at oprette sit eget betalings-hotspot. Hvis du nærlæser det der stod med småt da du fik din internet-forbindelse finder du nemlig en klausul der pålægger dig ikke at dele din forbindelse med nogen.

Computerworld har spurgt TDC, Cybercity, Telia og Tele2 om deres holdning er til Fon. Som man kunne forvente læner udbyderne sig op af ikke-noget-med-at-dele klausulen, og påberåber sig retten til at lukke din internet-forbindelse hvis de finder det problematisk at du deler med andre. En enkelt udbyder ser dog ikke Fon som noget problem:

Hos Tele2 har administrerende direktør Thomas Nistrup en noget anden holdning til Fon og deling af internetforbindelser.

- Det har vi ikke tænkt os at gribe ind over for. Folk betaler for deres abonnement, og så må det jo være deres sag, hvad de bruger forbindelsen til. Det vil vi helst ikke blande os i, så vi har ikke tænkt os at lege politimænd, og der bliver ikke noget dyneløfteri herfra, siger han.

Det lyder jo alt sammen meget godt. Hvis det ikke var fordi Tele2 allerede leger politimænd ved at blokere sine kunders adgang AllOfMP3s blog på blogs.allofmp3.com – i modsætning til AllOfMP3 musikbutikken, er der nemlig ikke noget ulovligt .

Det var Københavns Byrets nemlig ligeglad med da dansede efter IFPIs pibe tilbage i oktober 2006, og pålagde Tele2 at udøve censur mod hele sitet.

Tele2 og Telebranchen gør knæfald for IFPI

Wednesday, November 22nd, 2006

For ca. en måneds tid siden blev Tele2, via et fogedforbud i Københavns Byret, pålagt at spærre for adgangen til den russiske musikbutik AllOfMP3.com. Dommen blev dog straks appeleret til landsretten, og de andre danske internetudbydere valgte at afvente den endelige afgørelse frem for at føje IFPI’s ønske om at censurere alt hvad der ikke passer ind i deres forældelde forretningsmodeller.

Men så vidt som til en appel-retsag kommer det desværre ikke. I går valgte Tele2 nemlig at kaste håndklædet i ringen og acceptere byrettens kendelse.

Og det er ikke kun Tele2 der går på knæ for IFPI. Ifølge Nyhedsavisen erkender telekommunikationsindustriens direktør Ib Tolstrup nemlig også at slaget om danskernes adgang til AllOfMP3 er tabt:

“Vi er principielt stadig imod, så derfor er det et knæfald. Men det er et nødvendigt knæfald, for chancen for at vinde sagen var for lille”

Så læn dig tilbage, og vent på at IFPI kræver at de andre udbydere indfører kinesiske tilstande og lukker for adgangen til sitet.

Det kan kun være et spørgsmål om tid…

Opdatering: Formodningen holdt stik – det var kun et spørgsmål om tid. Senere på dagen informerede først CyberCity og derefter TDC om at også de har tænkt sig at blokere for danskernes adgang til AllOfMP3. I begge tilfælde vil blokeringen ske på DNS-niveau, og vil derfor være lige så let at omgå som i Tele2’s tilfælde: en hurtig ændring af DNS opsætningen og der er hul igennem igen. Begærer IFPI mon fogedforbud mod OpenDNS nu?

Blikplade & bøjet clips-lyd

Tuesday, October 31st, 2006

Her til morgen læste jeg et debat-indlæg på Computerworld.dk hvor en bruger nævner “blikplade & bøjet clips-lyd fra MP3-filer” som et argument for at undgå ulovlige kopiering som pesten. Principielt er jeg enig med ham i at lyden skal være i ordentlig kvalitet, men …

… nu behøver musik jo ikke være encodet ved lav bitrate. På diverse fildelingssites er FLAC (tabsfri kompression) eller 320 kbps MP3 meget udbredt.

Til gengæld skal lovlydige forbrugere finde sig i 128-192 kbps AAC eller WMA encoding (plus DRM) hvis vi vælger at købe musikken online.

Man kan mene hvad man vil om AllOfMP3.com, men de har forstået at have tillid til forbrugerne og give dem den vare de efterspørger: musik i et åbent og portabelt format, i god kvalitet (man kan endda selv vælge encoding), og til et prisniveau hvor folk ikke gidder kopiere musikken fra deres venner.

Hvis bare iTunes/TDC Musik/osv. gjorde det samme havde folk ingen grund til at benytte AllOfMP3.

Eller ulovlig fildeling.

Om uholdbare løsninger…

Friday, October 27th, 2006

Nu har jeg så fået nærlæst Købenshavns Byrets 21 sider lange kendelse i sagen om fogedforbudet mod AllOfMP3.com, og det er anbefalelsesværdig læsning da man får et godt indblik i hvordan sagen er endt som den er.

Blandt andet gennemgås fire løsningsmuligheder for hvordan Tele2 kan lukke for adgangen til AllOfMP3 – heriblandt en løsning baseret på blokering på DNS niveau (dvs. at man fjerner IP adresser på AllOfMP3’s servere fra internetudbyderens navne-service, så kunderne ikke kan tilgå sitet) som IFPI vil være tilfredse med. Det er da også denne løsning Tele2 her til aften har implementeret.

Og det på trods af at løsningen er uholdbar. For som det hedder senere i kendelsen:

“Den omstændighed at en blokering eventuelt vil kunne omgås af mere rutinerede it-brugere [...] findes ikke i sig selv at være til hinder for, at forbuddet gennemføres.”

Skulle der være nogle nysgerrige, ikke-rutinerede IT-brugere med en ubændig lyst til at se giraffen derude, indeholder august nummeret af PROSAbladet en guide til hvordan f.eks. Tele2 kunder kan komme udenom blokeringen ved at skifte til en anden DNS server.

Download og udskriv før nogen begærer fogedforbud mod PROSA.

Pas på når du skal interviewes til TV-Avisen

Thursday, October 26th, 2006

DR’s dækning af fogedforbuddet mod AllOfMP3.com inkluderede et indslag i TV Avisen den 25. oktober 2006 hvor Steven Snedker henter et stykke musik fra musik-tjenesten. Men desværre for ham selv havde han ikke tænkt på at rydde browserens download-historik før DR kom på besøg. Læg mærke til punkt 3 på listen:

Jeg har på fornemmelsen at hvis den gode Hr Snedker kunne ønske et stykke musik lige nu skulle det være Chers “If I could turn back time“.

Opdatering: Snedker har senere påstået at den lille ’sjofert’ i TV-Avisen var med vilje. Jeg havde en svag mistanke om det, men tænkte at folk der ikke kender ham ikke ville kunne se det sjove i det. Men han har vel råd til at skræmme potentielle kunder væk.

Byretten til Tele2: Luk adgangen til AllOfMP3.com

Thursday, October 26th, 2006

Thi bestemmes:

Det forbydes rekvisitus, Tele2 A/S, at medvirke til andres tilgængeliggørelse og eksemplarfremstilling via hjemmesiden www.allofmp3.com, af lydoptagelser, hvortil rekvirentens medlemmer har de ophavsretlige enerettigheder.

Rekvisitus pålægges endvidere at foretage de nødvendige skridt, der er egnede til at forhindre adgangen for rekvisiti kunder til Internet-hjemmesiden, allofmp3.com, og dertil hørende undersider og subdomæner.

Sådan lød da Københavns Byret i går stadfæstede IFPI’s ønske om et fogedforbud mod russiske AllOfMP3.com, og dermed gav grønt lys for at der kan lægges en jernring rundt om Danmark. Nogle kalder det censur og forlanger at HT, i en sympatiauktion, standser al busdrift mod Vesterport – en bydel hvor man uden større besvær kan komme i besiddelse af illegalle rusmidler. Andre finder kendelsen helt i orden, og sammenligner den med at udstyre biler med elektronisk fartspærre. Personligt finder jeg det rystende at internetudbydere nu kan drages til ansvar for den trafik de transmitterer – TeleDanmark er jo heller ikke ansvarlig for hvad du taler om i telefonen, vel?

Der er ingen tvivl om at AllOfMP3 skal lukkes – hvis tjenesten er ulovlig. Men så skal man få lukket sitet – ikke de danske internetudbyderes forbindelse til det. Kulturministeriet har tidligere underkendt IFPI og AntiPiratGruppens påstande om at tjenesten er ulovlig, men nu har byretten så sagt noget andet. Så efter at have etableret præcedens ved at have vundet over en af klassens små drenge, er det bare et spørgsmål om tid før IFPI vil drage rundt til landets andre internetudbydere og slå dem oven i hovedet med kendelsen indtil de makker ret.

I stedet burde IFPI & Co. rejse en tur til Rusland og gribe fat i nældens rod. Men det er åbenbart for besværligt for dem.