Agenda på P1: Good copy, bad copy
Lørdagens udgave af Agenda kommer rundt om ophavsret på musik og film, originalitet i litteraturen, fri øl, og en kunstudstilling med der består af lutter "Originale Kopier". Titlen på udsendelsen refererer dels til skellet mellem de 'rigtige' og de 'forkerte' kopier, dels er det en kopi af navnet på en dokumentarfilm der blev sendt i forbindelse med en tema-aften om copyright på DR2.
Nu er statsradiofonien ikke meget for direkte links til deres udsendelser fra andre dele af nettet. Så her er i stedet et stykke tekst der ligner et link sakset fra Agendas podcast-side, men ikke er det (da du ikke kan klikke på det). Til gengæld kan du markere teksten og klistre den ind i adresselinien på din browser for at hente udsendelsen ned på din computer/mp3-afspiller.
http://podcast.dr.dk/P1/AGENDA/2007/AG_070526.mp3
Det må være det man kalder en "bad copy". Den fil der lander på din harddisk er til gengæld den ægte vare.
Det Elektriske Barometer podcaster (alligevel ikke)
Danmarks Radio har tidligere luftet ideen om at kunne podcaste programmer der indeholder musik, og efterhånden er der kommet aftaler i stand med både KODA (som repræsenterer sangskriverne) og IFPI (som repræsenterer de udøvende musikere) som har gjort det muligt at kunne podcaste programmer uden at skulle frem med saksen og klippe f.eks. intro-jingler og underlægningsmusik ud af udsendelserne.
Forleden tog statsradiofonien det næste store skridt, og annoncerede podcast udgaven af det musikdrevne P3 program, "Det Elektriske Barometer".
Barometeret er en lytterbestemt og uafhængig hitliste for alternativ musik. Programmet har eksisteret på FM-båndet i mere end 20 år, og nu var det altså blevet tid til at udvide lytterummet til MP3 afspillerne rundt omkring i folks lommer.
Der blev sendt pressemeddelser ud, og både mainstream medier som Gaffa og blogs som Indie Laundry glædede sig over tiltaget. Første podcastede udsendelse kunne downloades fra DR.dk mandag den 14. maj.
Det skulle dog vise sig at være en kort fornøjelse, for allerede dagen efter er podcast-feedet væk, og kigger man forbi Barometrets hjemmeside finder man følgende meddelelse:
"Desværre har vi pga. rettigheder, været nødsaget til at fjerne vores fine nye Podcast med seneste Barometer udsendelse!"
Hvad "rettighedsproblemer" så dækker over bliver forhåbentligt afsløret senere. Havde man alligevel ikke fået lov til at spille "Earth Intruders" fra Björks nye album? Eller er podcasten sparet væk i et forsøg på at komme gælden lidt hurtigere til livs?
Velkommen til 2007, DR
Så blev det fredag, og det plejer at betyde at den podcastede udgave af Harddisken automatisk dukker op i iTunes. Men ikke i dag.
Istedet får jeg nemlig en fejl-meddelse der siger:

Da det langt fra er første gang jeg oplever problemer af denne art med Harddiskens RSS feed hælder jeg mod den overbevisning at feedet ikke bliver automatisk opdateret af et stykke programkode, men at udsendelsens web-ansvarlige lægger programmet online og retter feedet til pr håndkraft. Hvis jeg har ret i den påstand burde websnedkeren i det mindste abonnere på podcast-udgaven så han/hun let kan checke om alt er som det skal være.
Men det var et sidespor - tilbage til det aktuelle problem.
Den opmærksomme læser har sikkert allerede lagt mærke til at den sidste del af filnavnet ser ud til at være på formen år+måned+dato. Men burde der så ikke stå "070106"? Og hvorfor gør der det ikke? Har DR ikke opdaget at vi skriver år 2007?
Den opmærksomme/snedige læser overvejer på nuværende tidspunkt om ikke filen ligger det rigtige sted med at det bare er feedet der linker til en forkert adresse, og taster derfor den adresse som udsendelsen *burde* ligge på ind i sin browser.
Men ak, lige lidt hjælper det. Også her får man en fejlmedelelse. "Nå", tænker den rigtigt snedige læser, "hvis det er et menneske der har lagt MP3 filen online kan det være at han/hun er kommet til at lægge den i '2006' mappen ved en fejl. Gad vide hvad der sker hvis jeg retter den sidste del af filnavnet til '/2006/hdpod_070106.mp3' ?
Vupti! Så downloader udsendelsen endeligt.
Jeg havde egentligt tænkt mig at skrive alt det her på DR.dk/debat, men sådan skulle det heller ikke gå:

Du må ikke have andre guder … end Danmarks Radio
Nu kan man få Guds ord med på vejen som såkaldt "godcast" skriver DR i en pressemeddelelse den 7. november 2006. Hvis ens podcast-lytning er begrænset til DR's udsendelser er det også rigtigt nok - men hører man til de der ikke nødvendigvis følger resten af flokken, har det længe været muligt at få religiøst indhold ned på sin harddisk og musikafspiller. Internationalt er fænomenet alt andet end nyt, men også herhjemme har man det sidste års tid kunnet lytte til det kristne budskab som podcast.
I oktober 2005 var de danske katolikker nemlig på banen med KatPod.dk, og siden da er det blevet til omkring halvandet hundrede udsendelser. Så når DR siger at 'godcasting' er et nyt fænomen herhjemme, er det altså ikke helt rigtigt.
Nogen må grave Moses' stentavler frem og tilføje et 11. bud:
"Du må ikke tro at DR er de eneste danske podcastere."
Danmarks Radio: Ingen dybe links, tak.
Tidligere på dagen modtog jeg en e-mail fra Danmarks Radio hvor jeg (venligt men bestemt) bliver bedt om at fjerne tre links til MP3 filer på deres podcast server her fra bloggen. Links som jeg har fået fra DRs egne RSS feeds, og derfor ikke har kunnet se noget galt i at videregive her på sitet.
Nå, men det ønske har jeg så efterkommet. På DRs opfordring har jeg derfor erstattet links til MP3 filerne med links til de relevante undersider på DR.dk hvor brugerne selv kan downloade filerne.
Men så var det jeg kom til at tænke noget. Kan statsradiofoniens holdning til dybe links komme til at betyde noget for de danske og udenlandske podcast-portaler der dagligt indekserer DRs podcast feeds, for bl.a. at præsentere direkte links til MP3 filerne?