Archive for the 'IFPI' Category

Frihandel, nej tak!

Thursday, March 1st, 2007

Forleden ville jeg købe 4. sæson af Scrubs på DVD. Da ikke alle i her i huset er lige stærke til engelsk, var det et krav at der var danske undertekster på udgivelsen. Og det havde ingen af de Region 2 udgaver jeg kunne finde. I hvert fald var der ingen af dem der kunne fortælle mig andet end at jeg var sikret engelske undertekster.

Og så checkede jeg CD WOW. Her fandt jeg (i modsætning til butikkerne på denne side af den europæiske Infosoc handelsmur) en detaljeret beskrivelse af den australske (Region 4) udgave, inkl. en indikation af danske tekster. Prisen inkl. porto var tilmed ca. det samme som hvis jeg havde fundet DVD’en under hjemlige himmelstrøg, så den røg i indkøbskurven, og ankom med posten et par dage senere til stor fornøjelse for husstanden.

Men nu siger IFPI at det må man ikke.

Er kopibeskyttede CD’ere vejen frem for små pladeselskaber?

Wednesday, December 6th, 2006

Ifølge en artikel i papir-udgaven af 24 Timer tirsdag d. 5. december er kopisikring af CD’ere ikke længere noget der er forbeholdt store pladeselskaber som f.eks. Sony/BMG og EMI. Nu er de mindre selskaber også ved at hoppe med på vognen - angiveligt drevet af en stigning i mængden af piratkopiering.

Artiklens forfatter, Christian Bækholm, lægger ud med at fortælle at de mindre selskaber indtil videre har været positivt stemt overfor piratkopiering og fildeling, da denne strategi har gjort at man har nået ud til flere forbrugere. Ifølge artiklen føler også de mindre selskaber nu nødvendigheden af at kopisikre deres udgivelser for at dæmme op om pirateriet.

Jeg har tidligere beskrevet hvad jeg mener om kopibeskyttelse - og netop derfor finder jeg det foruroligende at de små selskaber nu vælger at følge i de stores fodspor, og genere lovlydige borgere med DRM-inficerede udgivelser.

De store selskabers generelle holdning til os forbrugere taget i betragtning kan det næppe overraske nogen, at de små selskabers holdningsskift bakkes op af branchens store spillere. IFPI Danmarks marketingsdirektør Jesper Bay har da også fået artiklens sidste ord med bemærkningen:

“Musikpiraterne er jo ligeglade med, om de lækker noget fra et stort eller lille pladeselskab”.

Her er jeg (for en gangs skyld) ganske enig med Jesper Bay.

Men jeg tror bare ikke han har tænkt over at musikpiraterne også er ligeglade med om de lækker en kopibeskyttet CD.

I modsætning til hvad pladebranchen vil have os til at tro kan man nemlig sagtens kopiere en ‘kopibeskyttet’ CD over til et mere anvendeligt format - prøv f.eks. Exact Audio Copy eller måske ligefrem et stykke ledning mellem CD afspilleren og computeren.

Tele2 og Telebranchen gør knæfald for IFPI

Wednesday, November 22nd, 2006

For ca. en måneds tid siden blev Tele2, via et fogedforbud i Københavns Byret, pålagt at spærre for adgangen til den russiske musikbutik AllOfMP3.com. Dommen blev dog straks appeleret til landsretten, og de andre danske internetudbydere valgte at afvente den endelige afgørelse frem for at føje IFPI’s ønske om at censurere alt hvad der ikke passer ind i deres forældelde forretningsmodeller.

Men så vidt som til en appel-retsag kommer det desværre ikke. I går valgte Tele2 nemlig at kaste håndklædet i ringen og acceptere byrettens kendelse.

Og det er ikke kun Tele2 der går på knæ for IFPI. Ifølge Nyhedsavisen erkender telekommunikationsindustriens direktør Ib Tolstrup nemlig også at slaget om danskernes adgang til AllOfMP3 er tabt:

“Vi er principielt stadig imod, så derfor er det et knæfald. Men det er et nødvendigt knæfald, for chancen for at vinde sagen var for lille”

Så læn dig tilbage, og vent på at IFPI kræver at de andre udbydere indfører kinesiske tilstande og lukker for adgangen til sitet.

Det kan kun være et spørgsmål om tid…

Opdatering: Formodningen holdt stik - det var kun et spørgsmål om tid. Senere på dagen informerede først CyberCity og derefter TDC om at også de har tænkt sig at blokere for danskernes adgang til AllOfMP3. I begge tilfælde vil blokeringen ske på DNS-niveau, og vil derfor være lige så let at omgå som i Tele2’s tilfælde: en hurtig ændring af DNS opsætningen og der er hul igennem igen. Begærer IFPI mon fogedforbud mod OpenDNS nu?

Byretten til Tele2: Luk adgangen til AllOfMP3.com

Thursday, October 26th, 2006

Thi bestemmes:

Det forbydes rekvisitus, Tele2 A/S, at medvirke til andres tilgængeliggørelse og eksemplarfremstilling via hjemmesiden www.allofmp3.com, af lydoptagelser, hvortil rekvirentens medlemmer har de ophavsretlige enerettigheder.

Rekvisitus pålægges endvidere at foretage de nødvendige skridt, der er egnede til at forhindre adgangen for rekvisiti kunder til Internet-hjemmesiden, allofmp3.com, og dertil hørende undersider og subdomæner.

Sådan lød da Københavns Byret i går stadfæstede IFPI’s ønske om et fogedforbud mod russiske AllOfMP3.com, og dermed gav grønt lys for at der kan lægges en jernring rundt om Danmark. Nogle kalder det censur og forlanger at HT, i en sympatiauktion, standser al busdrift mod Vesterport - en bydel hvor man uden større besvær kan komme i besiddelse af illegalle rusmidler. Andre finder kendelsen helt i orden, og sammenligner den med at udstyre biler med elektronisk fartspærre. Personligt finder jeg det rystende at internetudbydere nu kan drages til ansvar for den trafik de transmitterer - TeleDanmark er jo heller ikke ansvarlig for hvad du taler om i telefonen, vel?

Der er ingen tvivl om at AllOfMP3 skal lukkes - hvis tjenesten er ulovlig. Men så skal man få lukket sitet - ikke de danske internetudbyderes forbindelse til det. Kulturministeriet har tidligere underkendt IFPI og AntiPiratGruppens påstande om at tjenesten er ulovlig, men nu har byretten så sagt noget andet. Så efter at have etableret præcedens ved at have vundet over en af klassens små drenge, er det bare et spørgsmål om tid før IFPI vil drage rundt til landets andre internetudbydere og slå dem oven i hovedet med kendelsen indtil de makker ret.

I stedet burde IFPI & Co. rejse en tur til Rusland og gribe fat i nældens rod. Men det er åbenbart for besværligt for dem.

Kære Jesper Bay…

Tuesday, October 3rd, 2006

Tak for din konstruktive kritik af et af mine tidligere indlæg her på sitet. Det glæder mig at min lille net-baserede sæbekasse kan tiltrække tilhørere som dig.

Hvis jeg stadig har din opmærksomhed vil jeg gerne knytte et par kommentarer til en af de ting du skriver - nemlig at jeg “næppe er den helt store fan af pladebranchen”. Det er jeg så ikke helt enig med dig i, hvilket min bugnende CD samling da forhåbentlig også peger i retning af. Men når det så er sagt, så har jeg også været en større fan end jeg er lige nu.

Mit problem med store dele af branchen, er at DRM’ens indtog er meget mere end en teknisk foranstaltning til forhindring af ulovlig kopiering af CD’ere. Introduktionen af DRM signalerer nemlig også et holdningsskift til forbrugerne. Som lignelsen om Grisen og Kassen på smukkeste vis illustrerer, har man ikke længere tillid til sine kunder.

Som forbruger vælger jeg derfor at lade min holdning til DRM’et musik komme til udtryk ved en boycott af disse varer, hvad enten vi taler i form af lovlige downloads eller fysiske CD’ere. Især sidstnævnte har givetvis kostet mig mange gode lytteoplevelser - for finder jeg en CD mærket med “CopyControl” logoet, ryger den tilbage på hylden. Uanset hvor meget jeg holder af kunstneren.

Heldigvis er der masser af kunstnere, pladeselskaber, distributører og online tjenester som forstår at tillidsforholdet til forbrugeren er en mulighed, og ikke en trussel. Det er i den sammenhæng tankevækkende at at verdens næststørste onlinetjeneste - eMusic.com - har vokset sig til stor og stærk på trods af at man leverer musikken i godt gammeldags ubeskyttet MP3 format.

På den anden side - hvis historien har lært os noget er det at under meteorstormens rasen vil det være de forandrings-parate organismer der overlever, mens de dinosaurer der ufortrødent trasker videre i samme retning vil dø ud i det lange løb.

IFPI: Man kan ikke automatisk konkludere…

Friday, July 28th, 2006

På politiken.dk kan man bl.a. læse at IFPI, i en ny rapport, anslår at der i år 2005 blev solgt ulovlige musikkopier for 27 millarder kroner. Til sidst i artiklen finder man dog en meget mere interessant udtalelse:

“Man kan ikke automatisk konkludere, at pladeselskaberne og rettighedshaverne er gået glip af alle de penge. Men man må formode, at i hvert en del af salget ville være tilgået det lovlige musiksalg”, siger [marketingdirektør i IFPI i Danmark] Jesper Bay.

Vi tager den lige en gang til i langsom gengivelse:

“Man kan ikke automatisk konkludere, at pladeselskaberne og rettighedshaverne er gået glip af alle de penge”

Det lyder jo nærmest som om at det er gået op for Jesper Bay at der ikke altid kan sættes lighedstegn mellem et ulovligt musik-download og et mistet salg.

Og det er der jo noget om. For hvor tit har man ikke hørt et nummer i radioen, uden at løbe ud og købe pladen? Okay, radioen kompenserer pladeselskaber og kunstnere (via Koda via KODA/Gramex), og det gør en ulovlig gennemlytning via en fildelings-tjeneste ikke. Men det sker jo også ret tit at folk lytter til en CD i butikken og bestemmer sig for ikke at købe den alligevel.