Archive for the 'Podcasting' Category

To lys i podcast-kagen

Saturday, June 16th, 2007

Via et indlæg på Remix64.com’s forum gik det op for mig at det i dag er to år siden jeg lagde det første afsnit af The C64 Take-away på nettet. Siden den 16. juni 2005 er det blevet til næsten 23 timers musik-podcasting fordelt over 38 udsendelser, ca. 600 daglige er-der-kommet-noget-nyt checks via RSS feedet, og flere downloads fra end jeg kan holde styr på fra alle hjørner af kloden.

Nøjagtigt en måned efter at jeg sluttede en 20+ år gammel Sony F-500 mikrofon til PC’en, slog over i engelsk og begyndte at kaste nyheder, anekdoter og musik fra eller inspireret af Commodore 64 hjemmecomputeren ud i ‘æteren’ kom to andre danskere på banen. 16. juli 2005 nedkommer Jacob og Caroline med Evil Bird Show, som var en slags talkshow om løst og fast. Og det var (så vidt vides) det der blev produceret på det hjemlige marked et godt stykke tid endnu.

Og siden dengang er er der sket rigtig meget. Vi har fået dansk-producerrede podcasts om stort set alt hvad du kan forestille dig, en dansk podcast portal, adskillge meetups, et netværk for danske podcastere, adskillige blogs om podcasting, podcastende museér/biblioteker/radio- & tv-stationer.

Nogle forsvandt desværre næsten lige så hurtigt som de dukkede up – men heldigvis kommer der stadig nye til. I denne uge gik den evige 80′er dreng Dan Rachlin f.eks. i luften med et podcastet sammendrag af sine skriverier.

Hvad var de første dansk-producerede podcasts du lyttede til? Hvilke af de hedengangne podcasts savner du mest? Og hvor tror du vi er om to år? Find selv på flere spørgsmål til podcastens fortid, nutid og fremtid, og giv lyd via kommentarboksen.

MyMusic og AOK er oppe på Beatet

Friday, June 1st, 2007

Selv om dansk podcasting favner bredt – fra fluefiskeri til værtshusreportager, er der ikke mange podcasts hvor musikken er det bærende element. Danske musikpodcasts har hidtil fokuseret på den boblende undergund og styret langt uden om de etablerede kunstnere. Ikke fordi vi ikke vil spille deres musik – men fordi der betyder kontant afregning med sangskrivernes brancheforening, KODA.

Danmarks Radio har tidligere forsøgt sig med musik-podcasting, først med Liga og senest med Det Elektriske Barometer – sidstnævnte fik dog trukket stikket efter en enkelt udsendelse, da DRs aftale med KODA kun tillader podcasting af programmer der består af op til 49% musik.

Men nu sker der noget. MyMusic.dk og AOK rykker fra resten af feltet og går efter førertrøjen med deres nye musik-drevne podcast, “Beatet“. De to parter har nemlig fået en aftale i hus med KODA der gør det muligt at podcaste musik-drevne programmer. Ifølge Computerworld tror KODA ikke på at podcasten betyder mistede indtægter på pladesalget.

Og det kan der være noget om – for nu når musikken et større publikum – og det kan generere nye fans, der med tiden bliver til pladekøbere og koncertgængere.

Første afsnit af Beatet indeholder musik fra Lily Electric, As In RebekkaMaria, og Jøden. Du kan lytte, downloade, og abonnere på fremtidige afsnit på http://www.mymusic.dk/beatet/

Det Elektriske Barometer podcaster (alligevel ikke)

Tuesday, May 15th, 2007

Danmarks Radio har tidligere luftet ideen om at kunne podcaste programmer der indeholder musik, og efterhånden er der kommet aftaler i stand med både KODA (som repræsenterer sangskriverne) og IFPI (som repræsenterer de udøvende musikere) som har gjort det muligt at kunne podcaste programmer uden at skulle frem med saksen og klippe f.eks. intro-jingler og underlægningsmusik ud af udsendelserne.

Forleden tog statsradiofonien det næste store skridt, og annoncerede podcast udgaven af det musikdrevne P3 program, “Det Elektriske Barometer“.

Barometeret er en lytterbestemt og uafhængig hitliste for alternativ musik. Programmet har eksisteret på FM-båndet i mere end 20 år, og nu var det altså blevet tid til at udvide lytterummet til MP3 afspillerne rundt omkring i folks lommer.

Der blev sendt pressemeddelser ud, og både mainstream medier som Gaffa og blogs som Indie Laundry glædede sig over tiltaget. Første podcastede udsendelse kunne downloades fra DR.dk mandag den 14. maj.

Det skulle dog vise sig at være en kort fornøjelse, for allerede dagen efter er podcast-feedet væk, og kigger man forbi Barometrets hjemmeside finder man følgende meddelelse:

“Desværre har vi pga. rettigheder, været nødsaget til at fjerne vores fine nye Podcast med seneste Barometer udsendelse!”

Hvad “rettighedsproblemer” så dækker over bliver forhåbentligt afsløret senere. Havde man alligevel ikke fået lov til at spille “Earth Intruders” fra Björks nye album? Eller er podcasten sparet væk i et forsøg på at komme gælden lidt hurtigere til livs?

Er podcasts noget man betaler for?

Sunday, November 26th, 2006

Et par eksempler på kommercialisering af podcast-bølgen er Anders “Anden” Matthesens AndCast (hvor man downloader MP3 filer pr håndkraft efter at have betalt 20 kroner for en download-kode via SMS) og sæson 2 og 3 af Ricky Gervais “podcast” (som skulle købes på iTunes butikken). Ingen af delene er meget anderledes end når du køber en sang fra TDC Musik og lægger den over på din musikafspiller. Der er ingen form for automatisk download af nye afsnit indblandet, og ingen af delene kan kaldes podcasting – med mindre man spørger Computerworld.

De rigtige podcasts der har en betalingsmodel findes derimod oftest i en gratis udgave og en betalings-ditto, hvor man som lytter tilbydes en ekstra værdi mod betaling.

Betalings-abonnementet håndteres på samme måde som vi kender det fra gratis podcasts. Istedet at abonnere på et offentligt tilgængeligt feed, får du her tilsendt et personligt link som du tilføjer til din podcast-aggregator eller RSS læser.

På det tekniske plan er det lige så let (eller svært, om man vil) at abonnere på betalings-podcasts som på de gratis podcasts. Men hvorfor så tegne et betalings-abonnement hvis du alligevel bare kan få podcasten i en gratis udgave? Lad os se på et par eksempler:

ScreenCastsOnline
Don McAllister fra Liverpool udgiver ScreenCastsOnline (SCO), som er instruksionsvideoer i brug af forskellige Macintosh programmer og web-applikationer.

Indholdsmæssigt er der et rimeligt stort overlap mellem gratis- og betalings-udgaverne af SCO, men betalende brugere får gerne lidt ekstra content med hver gang. Ca. en gang om måneden udkommer så en “extra members only” udsendelse – som navnet antyder distribueres denne udelukkende til betalende abonnenter.

Gratis-udgaven er en quicktime film med en opløsning på 640×360 pixels. Som betalende bruger kan man endvidere vælge mellem 960×540 eller 720p HighDef encodede udgaver. Og det gør en stor forskel når man skal læse skærmteksten på de programmer Don guider en igennem.

The Roadhouse
I Iowa City i det midt-vestlige USA sætter Tony Steidler-Dennison sig en gang om ugen foran mikrofonen og producerer en timelang musik-podcast med den bedste uafhængige blues. Det har han gjort hver eneste lørdag de sidste 93 uger.

I “premium” udgaven af The Roadhouse er de to ugentlige reklame-segmenter skåret væk, og bitraten er skruet op fra det gratis feeds 128 kbps til 160 kbps. Udsendelserne varer stadig ca. en time, så den tid der ikke går med reklamerne bruges istedet på at spille mere musik.

Alle de andre
Naturligvis er der også podcasts derude der kun findes i rene betalings udgaver. Jeg er fast overbevist om at den eneste grund til at jeg ikke har fundet dem, er at jeg ikke har ledt. Om de så lokker det betalende publikum til med gratis vareprøver eller et emnevalg der er så specialiseret at folk gladeligt betaler for et prøveabonnement skal jeg ikke kunne sige, men begge dele er oplagte muligheder.

… Både Don McAllister og Tony Steidler-Dennison har opdaget en mulighed for at give deres publikum lidt ekstra i bytte for en beskeden betaling. Og så er det op til dig selv om du vil spytte lidt penge i raslebøssen, og få den rare varme følelse indeni som det giver at støtte et godt initiativ.

Gør du det bliver værterne glade, og gør du det ikke – nå ja, så podcastede de jo nok alligevel. For det er svært at lade være.

Når Computerworld siger at Anden podcaster … er det en and.

Sunday, November 12th, 2006

Ifølge Computerworlds Kim Stensdal har stand-up komiker, skuespiller, musiker, osv., osv. Anders “Anden” Matthesen nu også kastet sig over podcasting, med podcasten “AndCast”. Eller har han?

Springer man videre til Matthesens eget website bruges ordet ‘podcast’ nemlig slet ikke. Anden kalder selv sit nyeste påhit for et ‘radioshow’. Og det er en mere passende betegnelse, for der er nemlig ikke nogle af de elementer som forbindes med podcasts (som f.eks. RSS feeds og/eller Subscribe-in-iTunes links) med i billedet.

Til gengæld er der en ganske snedig måde at distribuere indhold mod betaling. Vil man hente udsendelserne skal man nemlig bestille dem via SMS. Herefter modtager man så en kode som giver adgang til at downloade udsendelsen fra Andens hjemmeside. Hele herligheden tager et øjeblik, koster den nette sum af 20 kroner, og efterlader en med en ganske almindelig MP3 fil på harddisken – lige til at lægge på mobiltelefonen, iPodden eller hvad man nu har i nærheden der kan afspille dette universelt anvendelige format. Ingen besværlig kopisikring og ingen lukkede formater. Sådan skal dét bare gøres.

Når Kim Stensdal så alligevel kalder det en podcast, må det bero på ren og skær begrebsforvirring. For ellers vil man jo kunne klistre betegnelsen på alle former for downloadbar lyd.

Du må ikke have andre guder … end Danmarks Radio

Thursday, November 9th, 2006

Nu kan man få Guds ord med på vejen som såkaldt “godcast” skriver DR i en pressemeddelelse den 7. november 2006. Hvis ens podcast-lytning er begrænset til DR’s udsendelser er det også rigtigt nok – men hører man til de der ikke nødvendigvis følger resten af flokken, har det længe været muligt at få religiøst indhold ned på sin harddisk og musikafspiller. Internationalt er fænomenet alt andet end nyt, men også herhjemme har man det sidste års tid kunnet lytte til det kristne budskab som podcast.

I oktober 2005 var de danske katolikker nemlig på banen med KatPod.dk, og siden da er det blevet til omkring halvandet hundrede udsendelser. Så når DR siger at ‘godcasting’ er et nyt fænomen herhjemme, er det altså ikke helt rigtigt.

Nogen må grave Moses’ stentavler frem og tilføje et 11. bud:

“Du må ikke tro at DR er de eneste danske podcastere.”

Danmarks Radio: Ingen dybe links, tak.

Thursday, October 26th, 2006

Tidligere på dagen modtog jeg en e-mail fra Danmarks Radio hvor jeg (venligt men bestemt) bliver bedt om at fjerne tre links til MP3 filer på deres podcast server her fra bloggen. Links som jeg har fået fra DRs egne RSS feeds, og derfor ikke har kunnet se noget galt i at videregive her på sitet.

Nå, men det ønske har jeg så efterkommet. På DRs opfordring har jeg derfor erstattet links til MP3 filerne med links til de relevante undersider på DR.dk hvor brugerne selv kan downloade filerne.

Men så var det jeg kom til at tænke noget. Kan statsradiofoniens holdning til dybe links komme til at betyde noget for de danske og udenlandske podcast-portaler der dagligt indekserer DRs podcast feeds, for bl.a. at præsentere direkte links til MP3 filerne?

Palle Bo Podcast

Monday, October 23rd, 2006

Podhead.dk kan man se en liste over senest tilføjede podcasts. Den går jeg nogle gange ind på for at se hvad der rører sig på den danske podcasting scene. Forleden faldt jeg over Palle Bo Podcast. Palle er gammel radiomand og åbentbart lidt af en kendis i 8900 Randers og omegn, og det høres tydeligt på udsendelserne. Lydkvaliteten er god, og de forskellige indslag ligger som perler på en snor. Og så scorer Palle Bo også en god mængde point hos undertegnede ved at starte sin allerførste udsendelse med at proklamere at Koda/Gramex/IFPI/osv. ikke har noget at komme efter da han kun spiller musik fra Podsafe Music Network.

Nu har jeg så lyttet de fire første udsendelser. Og jeg tror bare jeg lader det blive ved det.

På trods af de gode intentioner bliver jeg nemlig mindet om hvorfor jeg ikke lytter til radiostationer som The Voice og Radio 100 til hverdag; værten er lidt for selvfed, man bliver konstant mindet om hvad man lytter til, og musikken går ind ad det ene øre og ud af det andet. Og så hjælper det absolut ikke at hver udsendelse afsluttes med en telefon-joke fra Palle Bo’s tid på Radio ABC i Randers. Måske er jeg sippet men jeg har aldrig syntes den slags har været sjovt.

Så det bliver altså hverken til et abonnement eller mange Bogart-hatte til Palle Bo og hans podcast herfra.

Jubii, vi podcaster … ikke!

Saturday, October 21st, 2006

Jubii.dk har hver dag en rundspørge på sitets forside. Onsdag den 18. oktober var spørgsmålet “Hører du podcasts?”, og svarmulighederne var “Ja”, “Nej”, eller “Hvad er podcast?”.

3.198 havde svaret da dagen var omme.

95 (3%) hører podcasts, 732 (22,9%) gør ikke, og 2.371 (74,1%) aner ikke hvad podcasting er.

Det er deprimerende tal for podcast-fans. Især fordi Jubii med 943.457 unikke besøgende pr uge (jvf. de seneste tal fra Foreningen af Danske InternetMedier) er blandt de absolutte sværvægtere i vores hjemlige hønsegård.

Men er der noget at være bange for? Ifølge dagens udgave af Harddisken er der masser af eksempler på at folk bruger en teknologi uden at vide hvad den hedder. Så måske er der stadig håb for podcasting i Danmark – også selv om 3/4 af os aldrig har hørt om fænomenet.

Podcasting ifølge DR

Friday, October 13th, 2006

“Hvis du sidder og lytter til programmet nu og tænker ‘Det var da et usandsynligt godt program jeg lige har siddet og hørt i radioen’, så kan man jo få et resumé af programmet. Det er jo det man kalder en podcast.”

Sådan starter P3’s De Sorte Spejdere, alias Anders Lund Madsen og Anders Breinholt’s forklaring på hvad podcasting er for en størrelse. Så tror da pokker at mange går rundt med den fejlopfattelse at podcasting ene og alene er genudsendelser af DR’s programmer. Og det er en skam, for podcasting er også meget mere end det.

Senere får de to herrer selskab af en af statsradiofoniens teknikere, som forsøger at forklare hvordan man abonnerer på podcasts i f.eks. iTunes. Resultatet er en særdeles upædagogisk forklaring der bl.a. involverer copy/paste af RSS stien. Studieværterne ender da også med at give fortabt, og Anders Lund Madsen konkluderer at den letteste løsning må være:

“Find et medlem af din familie som er under 20 år, sig ‘Hvad gør jeg?’, træd et skridt tilbage, og så har du den i løbet af fem minutter.”

Den forklaring man burde have givet kunne f.eks. have lydt sådan her:

  1. Hent iTunes fra apple.dk/itunes
  2. Gå ind på http://DR.dk/podcast
  3. Klik på “De Sorte Spejdere” linket nederst på siden.
  4. Klik på “iTunes” knappen.

Udsendelsen med de to spejderdrenge kan downloades her. Løjerne begynder ca. 13 minutter inde i programmet.